Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Hahoi Teman tami Eliphaz ni ahni koe bout a dei e teh,
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
nang koe lawk kam touh ka dei haw vai, na thaima han vaimoe. Hatei apinimaw dei laipalah ao thai han.
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Tami moikapap na cangkhai toe. Kut tha kaawm hoeh e tha na o sak.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Na lawk ni karawmnaw hah a thaw sak teh, khokpakhu tha kaawm hoeh e tha ao sak.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Hateiteh, atu nama koe a pha teh, na lung sut a pout. Na tek teh, na ngaihmang.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Na barilawa e hoi na kâuepkhai e nahoehmaw, kakuep e lamthung hah na ngaihawi e nahoehmaw.
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Atu pouk haw, kayonhoehe apimaw kahmakata boi vai. Hat hoehpawiteh, tamikalan hah nâmaw tâkhawng e lah ao boi.
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Kahmanae dawkvah payonpakainae, talai kanawk teh runae ka tu e ni doeh ouk a a.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Cathut e kâha dawk a kahma awh teh, a lungkhueknae kâha dawk be a kak awh.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Sendek huk e pawlawk hoi, ka matheng poung e sendektan kanaw e a hâ hah a kâkhoe.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Ca hane ao hoeh dawkvah Sendek matawngnaw a kamlum teh, Sendek manu e a canaw teh koung kâkapek awh.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Atu arulahoi kai koe lawk a pha teh, ka hnâ ni arulahoi pouk e hah a thai.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Karoumcalah a i awh lahun navah, karum vah vision hah pouk lahun navah,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Takinae hoi pâyawnae kai koe a pha. Ka hrunaw pueng koung kâhlehlawk sak e han,
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Hottelah muitha teh, ka hmalah a kâhlai teh, ka muen rueng a thaw.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Hote muitha hah a kangdue teh, ka kamnuek e hah kapek thai hoeh. Ka mithmu vah hno buet touh a kamnue, duem ao teh lawk hah ka thai.
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Ka dout thai e tami heh, Cathut hlak vah a lan thai maw, tami heh kasakkung hlak vah a thoung thai na maw.
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
A sannaw patenghai kâuepkhai hoeh niteh, kalvantaminaw hai na payon tet pouh pawiteh,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
amhru im dawk kho ka sak niteh, a kungpui teh, vaiphu lah ao teh, ahnimanaw teh, khakbara ni patenghai a tâ thai e hah bangtelamaw hoe a yuem thai han.
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Amon hoi tangmin totouh katipcalah a kâbawng teh, apinihai tek laipalah a yungyoe a kahma awh.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Ahawi poungnae naw hai koung takhoe lah ao teh, lungangnae awm laipalah be a due awh telah atipouh.
