Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Teman mi Eliphaz chun Job chu adonbut in;
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Keiman thukhat seijinge, nangaida ding ham? Koiham thusei louva eikoi ding chu?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Phat chesa ho ah nangin mitam tah natil khoujin, alhasam ho nana hatdohsah jin ahi.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Alhu ding ho jong nangma thusei chun atilkhou jin ahi, akhup kithinghojong na tilkhou ji'e.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Ahinlah tua genthei nan nahin phah phat in lungthim nalhaso tai. Hiche hahsatnan nahin phah phat in kichat tijatnan nanei tai.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Na Pathen ginna chun tahsan detna napeh hilou ham? Nachon phatna chun kinepna napeh hilou ham?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Khongaijin lang chule ngaito temin, themona bei mi hithi ngaiji ham? Itih a milungtheng sel ho kisumang jiem?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Keithil hetna in vang hahsatna muchi tua kitu ho leh thilse bol hon thakhatna aga akilo cheh diu ahi.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Pathen hu haikhumchun asemgo jiuvin, alung hanna husa ginna chu mang del jiu ahi.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Keipi akitumin chule sangah in mi angih in ahin keipi thahattah hajouse kisubong ding ahi.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Sahing neh ding lhahsam jeh in keipi bahkai hang leiloijin kel athohjin chule keipi bahkai noute jong kithecheh diu ahi.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Hiche thutah hi guhthim chan kana benga mao hiuheu vin ei kisei peh e.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Mihem aimut lhuh pet tah jan laijin imut sunoh phah in hiche gaova mang thilmuna hi kahenga ahunge.
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Kichatnan eiphan chule kagu kachang ho akithinge.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Thilha hun kamai ahin jap in chule akichaijin katimul ahungkithou sotsotne.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Thilha chu adingin ahinla kenla agongso kamuthei pon, agongso kamit teni masang kamaija agongso aum denne. Phat thip laitah chun hitia kisei o khat kajai.
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Thithei mihem hi mona beija Pathen anga umtheija, asempa masanga athenga umtheiding hinam?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Pathen in avantil ho jeng jong atahsan louva, athupole ho angol naova apho jia ahile,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Nikhatna kisem mihem hi ichan gei tahsan na anei lhom ding ham? Amaho chu leivuija kisem bailam tah a suhchip thei mitthah tobangbep ahi.
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Amaho chu jingkah langleh ahing jiuvin ahinlah nilhah langleh athijiuvin, amelchihna beijin athiji tauve.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Aponbuh henna akibo lhuh teng leh apon buh u alhujin chule hetna lhasam in athiden ji tauve.
