Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Te vaengah Temani hoel Eliphaz loh a doo.
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Te vaengah nang te ol neh n'noemcai saeh na ngak aya? Tedae olthui te kuemsuem ham unim aka noeng eh?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Muep na toel tih kut kha rhoek khaw na talong coeng te.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Aka paloe rhoek te na olthui loh a thoh tih khuklu aka khun khaw na caang sak.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Tedae namah taengla ha loe tih na ngak coeng, namah te m'ben tih na let coeng.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Na hinyahnah, na ueppangnah, na ngaiuepnah, na longpuei kah thincaknah khaw om pawt nim?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Poek van laeh, ommongsitoe he paltham nim? Aka thuem rhoek te melam a thup?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Ka hmuh vanbangla boethae aka thoe tih aka soem khaw amah long ni thakthaenah a ah.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Pathen kah hiil dongah milh uh tih a thintoek khohli dongah khap uh coeng.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Sathueng khaw kawknah neh sathuengca khaw a ol neh om dae sathuengca khaw a no tloong.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Maeh a mueh lamloh sathueng te milh tih sathuengnu ca rhoek khaw pam uh.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Ka taengah ol a huen tih a olduem loh kai hna a lat sak.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Hlang he khoyin olphong lamkah pomnah khuiah a ih muelh vaengah.
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
birhihnah loh kai m'mah tih thuennah neh ka rhuh boeih a rhih sak.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Mueihla loh ka maelhmai a pah vaengah ka mul ka saa poenghu.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
A pai vaengah khaw a mueimae ka hmat moenih. A muei tah ka mikhmuh ah om tih bidip ol a yaak.
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Pathen lakah hlanghing he tang tih anih aka saii lakah ah hlang caihcil ngai a?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
A sal rhoek soah tangnah pawt tih a puencawn te a lolh la a khueh atah,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Laipi neh lai im dongah kho aka sa aisat te bungbo hmai ah a khoengim pop coeng.
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Mincang lamloh hlaem duela a phop te a yoeyah la a milh khaw mingpha pawh.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Amih lamkah a hlangrhuel a phil pah vaengah a duek uh moenih a? Te dongah cueihnah neh a om moenih a?
