Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Pamenepo Elifazi wa ku Temani anayankha kuti,
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
“Ngati wina atakuyankha, kodi ungakhumudwe? Koma ndani angakhale chete wosayankhula?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Taganiza momwe iwe walangizira anthu ambiri, momwe walimbitsira anthu ofowoka.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Mawu ako analimbitsa anthu ofuna kugwa; unachirikiza anthu wotha mphamvu.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Koma tsopano mavuto akufikira ndipo wataya mtima, zakukhudza ndipo uli ndi mantha.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Kodi kuopa Mulungu kwako sindiko kulimbika mtima kwako? Ndipo moyo wako wosalakwa ndiye chiyembekezo chako?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
“Ganiza bwino tsopano: Kodi munthu wosalakwa anawonongekapo nʼkale lonse? Nʼkuti kumene munthu wolungama mtima anaphedwa?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Monga ndaonera ine, anthu amene amatipula zoyipa, ndi iwo amene amadzala mavuto, amakolola zomwezo.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Iwo amaphedwa ndi mpweya wa Mulungu; amawonongeka ndi mpweya waukali wa mkwiyo wake.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Mikango imabangula ndi kulira, komabe mano a mikango yamphamvu amathyoledwa.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Mkango umafa chifukwa chosowa nyama, ndipo ana amkango amamwazikana.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
“Mawu anabwera kwa ine mwamseri, makutu anga anamva kunongʼona kwake.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Mʼkati mwa maloto ochititsa mantha usiku, nthawi imene anthu amagona tulo tofa nato,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
ndinagwidwa ndi mantha, ndi kuyamba kunjenjemera ndipo mafupa anga onse anaweyeseka.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Pamenepo mzimu unadutsa pamaso panga, ndipo ubweya wa pa thupi langa unayima kuti njoo.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Chinthucho chinayimirira koma sindinathe kuzindikira kuti chinali chiyani. Chinthu chinayima patsogolo panga, kunali zii ndipo ndinamva mawu akuti,
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
‘Kodi munthu angathe kukhala wolungama kupambana Mulungu? Kodi munthu angathe kukhala wangwiro kupambana Mlengi wake?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Ngati Mulungu sakhulupirira atumiki ake omwe, ngati Iye amawapeza angelo ake ndi cholakwa,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
nanga kuli bwanji ndi iwo amene amakhala mʼnyumba zadothi, amene maziko awo ndi fumbi, amene amathudzuka mosavuta ngati kadziwotche!
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Mmawa ali moyo, pofika madzulo afa; mwakachetechete, amawonongeka kwamuyaya.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Kodi zonse zimene ali nazo sizimatheratu, kotero kuti amafa osadziwa nʼkanthu komwe?’
