Job 39
1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,
Steingeiti, veit du når ho kidar? Vaktar du riderne åt hindi?
2 tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?
Tel måna’rne dei gjeng med unge, og kjenner du deira fødetid?
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
Dei bøygjer seg, fø’r sine ungar, so er det slutt med deira rider.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
På marki kidi veks seg store, spring burt og kjem’kje att til deim.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Kven let villasnet renna fritt, tok bandet av det skjerre dyr,
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
som eg gav øydemark til heim, den salte steppa til ein bustad?
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
Det lær åt byen med sitt ståk, slepp høyra skjenn frå drivaren.
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.
Det finn seg beite millom fjell, og leitar upp kvart grøne strå.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?
Skal tru villuksen vil deg tena, og natta yver ved di krubba?
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Kann du til fori honom tøyma, horvar han dalar etter deg?
11 Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Lit du på honom for hans styrke? Og yverlet du han ditt arbeid?
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?
Trur du han til å føra grøda heim og draga henne inn i løda?
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
Struss-hoa flaksar kåt med vengen, men viser fjør og veng morskjærleik?
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
Nei, ho legg sine egg på jordi, og let so sanden verma deim;
15 tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?
ho gløymer at ein fot kann treda og villdyr trakka deim i kras.
16 Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
Hardt fer ho åt med sine ungar, som var dei ikkje hennar eigne; for fåfengt stræv ho ikkje ræddast.
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
For Gud let henne gløyma visdom, han ei tiletla henne vit.
18 Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
Men når ho baskar seg i veg, ho lær åt både hest og mann.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Skal tru um du gjev hesten kraft og klæder halsen hans med mån?
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Let du han som grashoppen springa alt med han frøser skræmeleg.
21 Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;
Glad i si kraft han marki skrapar og fer so fram mot væpna flokk.
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
Han urædd er og lær åt rædsla, for sverdet ei han vender um,
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
det skranglar pilhus yver honom, det blenkjer spjot til styng og skot.
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;
Med ståk og bråk han slukar jordi, ustyrleg når stridsluren gjeng.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.
Han kneggjar: «Hui!» når luren læt, han verar striden langan leid, med skrik frå hovdingar og herrop!
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Flyg hauken upp ved ditt forstand og spilar vengjerne mot sud?
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Stig ørnen høgt av di du byd, og byggjer reiret sitt i høgdi?
28 Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;
Han bur på berg og held seg der, på kvasse tind og høge nut.
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
Derfrå han spæjar etter mat, hans augo yver viddi skodar.
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
Hans ungar gløypar i seg blod; der det finst lik, der er han og.»
