Job 39

1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,

Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

2 tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?

Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.

Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?

Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

11 Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?

Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

15 tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?

og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

16 Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

18 Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

21 Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;

Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;

Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.

Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

28 Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;

Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.