< Job 39 >

1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,
Knowest thou the time when the wild goats of the rock bring forth? Or canst thou mark when the hinds do calve?
2 tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?
Canst thou number the months that they fulfil? Or knowest thou the time when they bring forth?
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
They bow themselves, they bring forth their young, they cast out their fruit.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
Their young ones wax strong, they grow up in the open field; they go forth, and return not again.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Who hath sent out the wild ass free? Or who hath loosed the bands of the wild ass?
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
Whose house I have made the wilderness, and the salt land his dwelling-place.
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
He scorneth the tumult of the city, neither heareth he the shoutings of the driver.
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.
The range of the mountains is his pasture, and he searcheth after every green thing.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?
Will the wild-ox be willing to serve thee? Or will he abide by thy crib?
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Canst thou bind the wild-ox with his band in the furrow? Or will he harrow the valleys after thee?
11 Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Wilt thou trust him, because his strength is great? Or wilt thou leave thy labour to him?
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?
Wilt thou rely on him, that he will bring home thy seed, and gather the corn of thy threshing-floor?
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
The wing of the ostrich beateth joyously; but are her pinions and feathers the kindly stork's?
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
For she leaveth her eggs on the earth, and warmeth them in dust,
15 tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?
And forgetteth that the foot may crush them, or that the wild beast may trample them.
16 Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
She is hardened against her young ones, as if they were not hers; though her labour be in vain, she is without fear;
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
Because God hath deprived her of wisdom, neither hath He imparted to her understanding.
18 Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
When the time cometh, she raiseth her wings on high, and scorneth the horse and his rider.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Hast thou given the horse his strength? Hast thou clothed his neck with fierceness?
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Hast thou made him to leap as a locust? The glory of his snorting is terrible.
21 Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;
He paweth in the valley, and rejoiceth in his strength; he goeth out to meet the clash of arms.
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
He mocketh at fear, and is not affrighted; neither turneth he back from the sword.
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
The quiver rattleth upon him, the glittering spear and the javelin.
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;
He swalloweth the ground with storm and rage; neither believeth he that it is the voice of the horn.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.
As oft as he heareth the horn he saith: 'Ha, ha!' and he smelleth the battle afar off, the thunder of the captains, and the shouting.
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Doth the hawk soar by thy wisdom, and stretch her wings toward the south?
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Doth the vulture mount up at thy command, and make her nest on high?
28 Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;
She dwelleth and abideth on the rock, upon the crag of the rock, and the stronghold.
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
From thence she spieth out the prey; her eyes behold it afar off.
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
Her young ones also suck up blood; and where the slain are, there is she.

< Job 39 >