Job 39
1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,
Mon dawk e Atha ca khenae tueng hah na panue maw, Sayuk ca khenae tueng te na pâkuem thai maw.
2 tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?
Thapa nâyittouh maw a vawn tie hah na panue thai maw, a khenae tueng te na panue thai maw.
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
A tabo awh teh a ca a khe, a canaw teh a pâ sak.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
A canaw hah a dam awh teh kahrawngum a roung awh. A tha ao awh.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Kahrawng e lanaw hah apinimaw a ngai patetlah a pâ sak. Kahrawng e la pennae rui apinimaw a rasu.
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
Kahrawng hah apie im lah maw ka sak teh, kahrawngum hah api khosak nahanelah maw ka sak.
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
Runae ka kâhmo e khopui a dudam teh, kahrekkungnaw e hramnae lawk hah noutna pouh hoeh.
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.
Mon teh a pawngpanae lah ao teh, hram kanaw hah a tawng awh.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?
Savitan ni nange thaw a tawk ngai han na maw, na saring im dawk a roe ngai han na maw.
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Savitan hah a lahuen dawk laikawk kanawknae laphu hah na thueng thai han na maw. Na hnuk lae tangkom a paten ngai han na maw.
11 Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
A thao poung dawkvah na kâuepkhai maw. Na thaw hah ahni dawk na patue thai han na maw.
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?
Na cakang hah im lah a phu hane hoi, cangkatinnae koe cabong pâkhueng sak hanelah, na kâuepkhai thai maw.
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
Kalauk vâ ni a rathei hah a kâoup nalaihoi ouk a kamphuet, hatei a rathei hai a muennaw ni lungmanae a tawn maw.
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
Bangkongtetpawiteh, talai dawk a tadui a ceitakhai teh, vaiphu dawk a phu a bet sak.
15 tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?
Tami ni rakkâbawng lah a coungroe thai, moithangnaw ni a kâbawng sak thai tie hah panuek hoeh toe.
16 Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
A canaw hah a ca hoeh e patetlah puenghoi a rek teh, a thaw tawk e a hrawnghrang lah ao e hah bang lahai pouk hoeh.
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
Bangkongtetpawiteh, Cathut ni lungangnae a lawp teh, thoumthainae hoi pathoup hoeh.
18 Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
A rasangnae koe amahoima a kâtawm toteh, marang hoi marang dawk kâcui e hah a dudam.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Marang thaonae hah na poe e na maw, a lahuen dawk khoparit hoi na pathoup boimaw.
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Samtong patetlah na pakhi thai maw, ahnie hnawng dawk hoi kacaie lawk teh taki a tho.
21 Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;
Tanghling hah a khok hoi a kaphai teh, a thaonae dawkvah a nawm, tarankâtuknae puengcang thung vah karang poung lah a yawng.
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
Takithopoung e hah a panuikhai teh, lungpuennae awm boihoeh. Hoehpawiteh, tahloi taki hoi ban boihoeh.
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
A lathueng vah palabom hah poe a kâroe teh, pala hoi tahroe hah poe a kâhlai.
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;
Takitho e hoi lungkhuek nah laihoi, mongka lawk ni hai kacakcalah kangdout sak thai hoeh.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.
Mongka lawk a cai torei teh, awhaw! telah a ti. Taran kâtuknae hah ahlanae koehoi a hmui lah a thai. Kahrawikungnaw a hramnae lawk hoi târuetâho lawk a thai.
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Cangkhainae lahoi mataw ni a rathei a kadai teh, akalah a kamleng thai maw.
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Karasangpoung lah a kamleng teh, karasangpoung lah tabu a tuk e hah, nang ni kâ na poe e namaw.
28 Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;
Lungha dawk kho a sak teh, karasang e lungha kânguenae rapanim koe ouk a roe.
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
Haw hoi a ca hane hah a tuet teh, a mit ni ahla poungnae koe e hai a hmu thai.
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
A canaw ni thi ouk a du awh teh, kadout e moikong onae pueng koe ao awh.
