Job 39
1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,
Sathar caa tapenhaih atue na panoek maw? To tih ai boeh loe tasuk caa tapenhaih atue na panoek maw?
2 tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?
Ca tapen karoek to khrah nazetto maw zokpomh, tito na panoek maw? To tih ai boeh loe nihcae tapenhaih atue na panoek maw?
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
Nihcae loe tabok o, caa tapen o; to naah caa tapenhaih kana to pahnet o.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
A caanawk loe ngantui o moe, taw ah qoeng o tahang; amno to caeh o taak, amlaem o let ai boeh.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Mi mah maw taw ih hrangnawk angmah koeh ah prasak? Mi mah maw taw hrang ih aqui to khramh pae thaih?
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
Anih ohhaih ahmuen to praezaek ah ka sak moe, karoem long to anih ohhaih ahmuen ah ka paek.
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
Anih loe vangpui thung ih loknawk to pahnuithuih moe, kamongh kami hanghaih lok doeh tahngai ai.
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.
Anih loe maenawk nuiah prat moe, kahing phrohnawk to pakrong.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?
Hmawsaeng taw ih maitaw loe na tok to sak moe, nang khaeah oh han koeh tih maw?
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Laikok toksak hanah qui hoiah na zae thai tih maw? To tih ai boeh loe laikok atok hanah na hnukah bang thai tih maw?
11 Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Anih thacakhaih to na oep han maw? To tih ai boeh loe na sak ih tok to anih khaeah na aap thai tih maw?
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?
Anih mah im ah cang na phaw pae ueloe, tapup thungah na suem pae tih, tiah na tang maw?
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
Tawtaaw tavaa loe amoekhaih hoiah pakhraeh to boh, toe tahnongsawk tavaa hoi Ostrich tavaa loe anih ih amui hoiah patah thai ai,
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
anih loe long ah taduih moe, savuet long hoiah tadui to khaeksak,
15 tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?
anih loe khok hoiah angmah ih tadui to cawh moeng ueloe, taw ih moi mah tadui koisak moeng tih, tito panoek ai.
16 Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
Anih loe a caanawk to angmah ih caa ai baktiah khet, anih caasakhaih loe azom pui ni, tiah poek ai;
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
Sithaw mah anih han palunghahaih to paek ai, panoekhaih roe paek ai.
18 Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
Toe pakhraeh atoengh tahang naah, anih mah hrang hoi a nuiah kangthueng kami to pahnuithuih.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Hrang tha na caksak maw? Anih ih tahnong to na khuk pae maw?
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Pakhuh kangphet baktiah maw nang phetsak? Anih anghahaih takhi tuen loe zit thoh parai.
21 Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;
Anih loe azawn ah cawnh tapaih, a thacakhaih to angoep moe, misatuh kaminawk to a hmaang.
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
Zithaih to pahnuithuih, zithaih tidoeh tawn ai; sumsen doeh cawn taak ai.
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
Anih kahhaih palaa tuen to tacawt, tayae hoi misa angvaenghaih aphaw loe ampha hlip.
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;
Anih loe palungphui moe, thacakhaih palung hoiah long to a caak; mongkah lok a thaih naah, om duem thai ai.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.
Mongkah lok thaih naah, Ha, ha, tiah a thuih; misatuh angraeng ih lok, misa pahruekhaih lok ahmui loe ahmuen kangthla hoiah panoek thaih.
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Tahmu loe na patuk ih palunghahaih hoiah pakhraeh to boh moe, aloih bangah azawk tathuk maw?
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Tahmu loe na paek ih lok pongah maw van bangah azawk tahang moe, hmuensang ah tabu to boh?
28 Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;
Anih loe lungsong nuiah oh, cathaeng loe anih ohhaih kacak ahmuen ah oh.
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
To ahmuen hoiah a khet moe, caak koi moi to ahmuen kangthla hoiah hnuk thaih.
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
A caanawk doeh athii to pazoh o toeng; anih loe kadueh qok ohhaih ahmuen ah oh, tiah a naa.
