Job 38
1 Saa svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
Then the LORD answered Job out of the whirlwind, and said,
2 Hvem fordunkler mit Raad med Ord, som er uden Mening?
Who is this that darkeneth counsel by words without knowledge?
3 Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
Gird up now thy loins like a man; for I will demand of thee, and answer thou me.
4 Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!
Where wast thou when I laid the foundations of the earth? declare, if thou hast understanding.
5 Hvem bestemte dens Maal — du kender det jo — hvem spændte Maalesnor ud derover?
Who hath laid the measures of it, if thou knowest? or who hath stretched the line upon it?
6 Hvorpaa blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,
Upon what are the foundations of it fastened? or who laid its corner stone;
7 mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner raabte af Glæde?
When the morning stars sang together, and all the sons of God shouted for joy?
8 Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød,
Or who shut up the sea with doors, when it broke forth, as if it had issued out of the womb?
9 dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Taagemulm til Svøb,
When I made a cloud its garment, and thick darkness a swaddlingband for it,
10 dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslaa og Døre
And broke up for it my decreed place, and set bars and doors,
11 og sagde: »Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!«
And said, Thus far shalt thou come, but no further: and here shall thy proud waves be stayed?
12 Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,
Hast thou commanded the morning since thy days; and caused the dayspring to know its place;
13 saa den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,
That it might take hold of the ends of earth, that the wicked might be shaken out of it?
14 saa den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?
It is turned as clay to the seal; and they stand as a garment.
15 De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.
And from the wicked their light is withheld, and the high arm shall be broken.
16 Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret paa Dybets Bund?
Hast thou entered into the springs of the sea? or hast thou walked in the search of the depth?
17 Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?
Have the gates of death been revealed to thee? or hast thou seen the doors of the shadow of death?
18 Saa du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!
Hast thou perceived the breadth of the earth? declare if thou knowest it all.
19 Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,
Where is the way where light dwelleth? and as for darkness, where is its place,
20 saa du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen paa Vej til dets Bolig?
That thou shouldest take it to its bound, and that thou shouldest know the paths to its house?
21 Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!
Knowest thou it, because thou wast then born? or because the number of thy days is great?
22 Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,
Hast thou entered into the treasuries of the snow? or hast thou seen the treasuries of the hail,
23 den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?
Which I have reserved against the time of trouble, against the day of battle and war?
24 Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden?
By what way is the light parted, which scattereth the east wind upon the earth?
25 Hvem aabnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej
Who hath divided a watercourse for the overflowing of waters, or a way for the lightning of thunder;
26 for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,
To cause it to rain on the earth, where no man is; on the wilderness, in which there is no man;
27 for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?
To satisfy the desolate and waste ground; and to cause the bud of the tender herb to spring forth?
28 Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Draaber?
Hath the rain a father? or who hath begotten the drops of the dew?
29 Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?
Out of whose womb came the ice? and the hoary frost of heaven, who hath gendered it?
30 Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.
The waters are hid as with a stone, and the face of the deep is frozen.
31 Knytter du Syvstjernens Baand, kan du løse Orions Lænker?
Canst thou bind the sweet influences of Pleiades, or loose the bands of Orion?
32 Lader du Aftenstjernen gaa op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?
Canst thou bring forth Mazzaroth in its season? or canst thou guide Arcturus with its sons?
33 Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?
Knowest thou the ordinances of heaven? canst thou set its dominion on the earth?
34 Kan du løfte Røsten til Sky, saa Vandskyl adlyder dig?
Canst thou lift thy voice to the clouds, that abundance of waters may cover thee?
35 Sender du Lynene ud, saa de gaar, og svarer de dig: »Her er vi!«
Canst thou send lightnings, that they may go, and say to thee, Here we are?
36 Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?
Who hath put wisdom in the inward parts? or who hath given understanding to the heart?
37 Hvem er saa viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om,
Who can number the clouds in wisdom? or who can pour out the water bottles of heaven,
38 naar Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
When the dust groweth into hardness, and the clods cleave fast together?
39 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers Hunger,
Wilt thou hunt the prey for the lion? or fill the appetite of the young lions,
40 naar de dukker sig i deres Huler; ligger paa Lur i Krat?
When they crouch in their dens, and abide in the covert to lie in wait?
41 Hvem skaffer Ravnen Æde, naar Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde?
Who provideth for the raven his food? when his young ones cry to God, they wander for want of food.
