Job 37
1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
“ʻOku tetetete hoku loto foki ʻi he meʻa ni, pea homo mei hono potu.
2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der gaar fra hans Mund!
Ke ke fanongo lelei ki he longoaʻa ʻo hono leʻo, mo e fatulisi ʻoku ʻalu atu mei hono fofonga.
3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
ʻOku ne fakahinohino ia ʻi he lalo langi kotoa pē, mo ʻene ʻuhila ʻoku aʻu atu ki he ngaahi ngataʻanga ʻo māmani.
4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke paa Lyn, imedens hans Stemme høres.
Hili ia ʻoku ʻuʻulu ʻae leʻo: ʻoku ne mana ʻaki ʻae leʻo ʻo hono ngeia; pea ʻi he ongoʻi ʻo hono leʻo ʻe ʻikai te ne taʻofi ia.
5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
ʻOku mana fakamanavahē mai ʻe he ʻOtua ʻaki hono leʻo; ʻoku fai ʻe ia ʻae ngaahi meʻa lahi, ʻaia ʻoku ʻikai te tau faʻa ʻiloʻi.
6 Thi han siger til Sneen: »Fald ned paa Jorden!« til Byger og Regnskyl: »Bliv stærke!«
He ʻoku pehē ʻe ia ki he ʻuha hinehina, ‘Ke ke ʻi he kelekele koe;’ pea pehē pe ki he taumosi, mo e ʻuha lahi foki ʻo hono mālohi.
7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle maa kende hans Gerning.
ʻOku ne tāpuni ʻae nima ʻoe tangata kotoa pē; koeʻuhi ke ʻilo ʻe he tangata kotoa pē ʻa ʻene ngāue.
8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
Pea ʻoku toki hū ʻae fanga manu ki he ngaahi ʻana, ʻo nofo ʻi honau ngaahi potu.
9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
ʻOku haʻu ʻae ʻahiohio mei he feituʻu tonga: mo e momoko mei he tokelau.
10 Ved Guds Aande bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
ʻOku tupu ʻae hahau ʻi he mānava ʻae ʻOtua; pea ʻoku ʻapiʻapi ai ʻae māukupu ʻoe ngaahi vai.
11 Saa fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
Pea ʻi he faʻa ʻuha ʻoku ne fakamanifinifi ʻae ʻao matolu: ʻoku ne veteki ʻa ʻene ʻao ngingila:
12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, paa hele den vide Jord,
Pea ʻoku ʻave fakatakamilo ia ʻe heʻene fakakaukau: koeʻuhi ke nau fai ʻaia kotoa pē ʻoku ne fekau kiate kinautolu ʻi he funga ʻo māmani ʻi he fonua.
13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
ʻOku ne pule ke haʻu ia, ko e meʻa tautea, pe ko e meʻa ʻa hono fonua, pe ʻi he ʻaloʻofa.
14 Job du maa lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
“Ke ke fakafanongo ʻe Siope, ki he meʻa ni: tuʻu mai ʻo fakakaukau ki he ngaahi ngāue fakaofo ʻae ʻOtua.
15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys straale frem fra sin Sky?
ʻOku ke ʻilo naʻe fakatonutonu ia ʻanefē ʻe he ʻOtua, pea pule ke huhulu ʻae maama ʻo ʻene ʻao?
16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
ʻOku ke ʻilo ʻae potupotumālie ʻoe ngaahi ʻao, ʻae ngaahi ngāue fakaofo ʻo ia ʻaia ʻoku haohaoa ʻi he ʻilo?
17 Du, hvis Klæder ophedes, naar Jorden døser ved Søndenvind?
Pea ʻoku mafana fēfē ho ngaahi kofu, ʻoka ne ka fakatofutofu ʻae fonua ʻaki ʻae matangi tonga?
18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
He naʻa ke kau mo ia ʻi he folahi atu ʻae langi, ʻaia ʻoku mālohi, pea ʻoku tatau mo e sioʻata haka?
19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi faa frem for Mørke.
ʻAko mai kiate kimautolu pe ko e hā te mau tala kiate ia; he ʻoku ʻikai te mau faʻa fakatonutonu ʻemau lea, ko e meʻa ʻi he fakapoʻuli.
20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
ʻE tala kiate ia ʻoku ou lea? Kapau ʻe lea ha tangata, ko e moʻoni ʻe fōngia hifo ia.
21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
Pea ko eni ʻoku ʻikai mamata ʻe he kakai ki he maama ngingila ʻoku ʻi he ngaahi ʻao: ka ʻoku ʻalu ʻae matangi, ʻo ne fakamaʻa ia.
22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
ʻOku haʻu ʻae ʻafua mei he tokelau: ʻoku ʻi he ʻOtua ʻae ngeia fakamanavahē.
23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig paa Retfærd bøjer han ikke Retten;
Ko e Māfimafi, ʻoku ʻikai te tau faʻa ʻiloʻi ia: ʻoku lahi ia ʻi he mālohi, mo e fakamaau, pea mohu angatonu: ʻe ʻikai te ne tautea.
24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Ko ia ʻoku manavahē ai ʻae kakai kiate ia: ʻoku ʻikai te ne tokanga ki ha tokotaha ʻoku loto poto.”
