Job 37
1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
For dette bivrar hjarta mitt og lyfter seg frå staden sin.
2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der gaar fra hans Mund!
Å, høyr på harmen i hans røyst, den dun som dundrar or hans munn!
3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
Det fer burt under himmelkvelv, men elden skin til heimsens endar.
4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke paa Lyn, imedens hans Stemme høres.
So burar røysti etterpå, han torar med sitt stolte mod, og ljoni held han ikkje att når røysti si han ljoma let.
5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
Gud torar underfullt med røysti, gjer storverk som me ei kann skyna.
6 Thi han siger til Sneen: »Fald ned paa Jorden!« til Byger og Regnskyl: »Bliv stærke!«
Han snøen byd: «Fall ned til jord!» Til regnet og, sitt sterke silregn.
7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle maa kende hans Gerning.
Han stengjer av for mannehand, so all hans skapning læra må.
8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
Villdyri gjeng til sine hi og kvilar på sin legestad.
9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
Or inste kammer kjem det storm, og kulde ut av vindarne.
10 Ved Guds Aande bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
Utav Guds ande gustar frost, dei vide vatni kjem i tvang.
11 Saa fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
Han lastar skyi og med væta og breider sine elding-skyer,
12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, paa hele den vide Jord,
og hit og dit dei hastar fram, og skifter leid som han det vil og set i verk det som han byd, utyver vide jordheims-kringen;
13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
anten til ris, når jordi treng det, ell’ og med nåde lyt dei råka.
14 Job du maa lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
Job, lyd på dette, statt no still, gjev gaum på undri Gud hev gjort!
15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys straale frem fra sin Sky?
Veit du når Gud deim segjer fyre, og let sitt ljos or skyi skina?
16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
Veit du vel korleis skyi sviv, um underi åt den Allvise?
17 Du, hvis Klæder ophedes, naar Jorden døser ved Søndenvind?
Du som i heite klæde styn, når jordi brenn i sunnanvind?
18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
Gjer du med honom himmelkvelven, som er so fast som støypte spegel?
19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi faa frem for Mørke.
Lær oss, kva me skal segja honom! Me tegja lyt for berre myrker.
20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
Skal han få melding at eg talar? Vil nokon ynskja seg å tynast?
21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
No kann ein ikkje ljoset sjå, um enn det klårt på himmeln skin, men vinden sopar skyi burt.
22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
Langt nordanfrå kjem gullet hit, ein fælsleg glans ligg yver Gud.
23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig paa Retfærd bøjer han ikke Retten;
Til Allvald kann me ikkje nå, til han som er so stor i magt; men rett og rettferd ei han krenkjer.
24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Difor ber folket age for han, han ansar ingen sjølvklok mann.»
