Job 37
1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
Inao ka, ty mampinevenevetse ty troko ty mampitsamboañe aze an-toe’e.
2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der gaar fra hans Mund!
Tsatsiho ty fipoñam-piarañanaña’e, naho i hotroke miakatse am-palie’ey.
3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
Hahà’e ambanen-kaliforan-dikerañe eo naho i hela’ey pak’añ’olo-ty tane toy.
4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke paa Lyn, imedens hans Stemme høres.
Mandimbe aze ty fitroñam-peo, mangotrok’ amy fiarañanañan’ enge’ey vaho tsy ho kalaña’e i helatsey t’ie janjiñeñe i fiarañanaña’ey.
5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
Halatsàñe ty fangotrohan’ Añahare i fiarañanaña’ey; ra’elahy o fitoloña’eo, tsy lefen-tika tsikaraheñe.
6 Thi han siger til Sneen: »Fald ned paa Jorden!« til Byger og Regnskyl: »Bliv stærke!«
Hoe re amy fanalay, Mifiafià an-tane eo; naho amy orañey, Milihira.
7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle maa kende hans Gerning.
Vihine’e iaby ty fità’ondatio hahafohina’ ze kila ondaty ty fitoloña’e.
8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
Mimoak’ an-dakato ao amy zao o bibio, miampitse am-pipalira’e ao.
9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
Boak’ atimo ao ty tangololahy, boak’ avaratse añe i tsintsiñey.
10 Ved Guds Aande bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
Ty kofòn’ Añahare ro anoloram-panala, Ajihe’e ty fibanara’ o ranoo.
11 Saa fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
Ampijinie’e halèñe i rahoñe milodolodoy: Ampiparaitahe’e mb’eo o rahom-pihelara’eo.
12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, paa hele den vide Jord,
Mibalike re, añodiña’ ty fiteha’e, hanoa’e ze andilia’e ambone’ o tane fimoneñañeo.
13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
Ampahavia’e, ke t’ie kobaiñe, ke ho an-tane’e, he te fiferenaiñañe.
14 Job du maa lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
Inao! ry Iobe, mijohaña vaho haraharao o fitoloñan’Añahare fanjakao.
15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys straale frem fra sin Sky?
Fohi’o hao ty fampijadoñan’ Añahare iareo? Ty fampipalipalitsie’e o raho’eo himilemiletse.
16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
Fohi’o hao ty fandanjan-drahoñe, o halatsañe amy Lifo-kilalaio?
17 Du, hvis Klæder ophedes, naar Jorden døser ved Søndenvind?
Ihe aman-tsaroñe matrovoke naho ampitsiñe’ i tiok’atimoy ty tane toy?
18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
Lefe’o hao, ihe mitraok’ ama’e, ty mamelatse i likerañey, an-kagàn-ketsoro natranake.
19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi faa frem for Mørke.
Añanaro anay ty ho saontsie’ay; Fa tsy mahafandahatse zahay ty amy ieñey.
20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
Hisaontsiañe hao te izaho hivolañe? Ihalalia’ t’indaty hao te hagedrañe.
21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
Tsy ho isa’e henaneo i hazavàñe mireandreañe an-kalo’ o rahoñeo; naho tsy ampisavae’ i tioke mihelañey.
22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
Havolamenañe ty boak’ avaratse añe; aman’engeñe maharevendreveñe t’i Andrianañahare.
23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig paa Retfærd bøjer han ikke Retten;
Tsy lefe’ay tsikaraheñe ‘nio i El-Sadai, Jabahinak’ an’ ozatse, fe tsy olañe’e ty zaka naho ty havantañañe vokatse.
24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Aa le mañeveñe ama’e ondatio; leo raike tsy haoñe’e t’ie manao kante an-troke.
