Job 36
1 Og videre sagde Elihu:
Og Elihu heldt fram og sagde:
2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
«Vent litt og lat meg tala til deg! For endå hev eg ord for Gud;
3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
eg hentar kunnskap langan leid, skal hjelpa skaparen til rett.
4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
For visst, mitt ord skal ikkje ljuga; framfor deg stend ein full-lærd mann.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind,
Sjå, Gud er sterk, men vander ingen, han som er veldug i forstandskraft.
6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
Han let’kje gudlaus mann få liva; men armingarne gjev han rett.
7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
Han snur’kje augo frå rettvise; hjå kongar på sin konungsstol han let deim ævleg sitja høgt.
8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
Um dei i lekkjor bundne vart og i ulukkesnaror fanga,
9 saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
so synar han deim deira ferd og brot - at dei ovmoda seg -
10 aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
til refsing opnar øyro deira og byd deim venda um frå syndi.
11 Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
Um dei då høyrer vil og lyda, so liver dei sitt liv i lukka og sine år i herlegdom;
12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
um ikkje, fær dei styng av spjotet, og i sin dårskap andast dei.
13 Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
Men vreiden trivst i vonde hjarto; dei bed’kje, um dei bundne vert;
14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
i ungdomstidi skal dei døy, forgangast som utukt-sveinar.
15 Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
Han frelser arming ved hans naud, opnar hans øyro gjenom trengsla.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
Deg og han lokkar ut or trengsla, fritt fær du det og ikkje trongt, ditt bord er fullt av feite retter.
17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
Men fær du straff som syndug mann, i fall hans domsord held deg fast.
18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
Lat ikkje tukti avla vreide, den tunge bot deg leida vilt!
19 Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
Kann klaga hjelpa deg or naud, kor mykje enn du stræva vil?
20 Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
Du må’kje lengta etter natti då folk vert rykte frå sin stad!
21 va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
Gjev agt, so ei til synd du vender, for det du heller vil enn lida.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
Sjå, Gud er upphøgd i sitt velde; kven er ein lærar slik som han?
23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
Kven hev vel vegen lagt for honom? Kven sagde vel: «Du hev urett gjort?»
24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
Hugs på å prisa høgt hans verk, som menneski hev sunge um!
25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
Kvart menneskje med lyst det ser, mann-ætti ser det langan leid.
26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
Upphøgd, uskynande er Gud, hans liveår kann ingen telja,
27 Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
for han dreg vatsdroparne, so det vert regn av skodde-eim.
28 og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
Og ifrå skyerne det fløymer og dryp ned yver mange folk.
29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
Kven skynar vel skyhoparne og torebraket frå hans hytta?
30 Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
Han breider ljoset sitt ikring seg og let det hylja havsens røter.
31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
Soleis han dømer folkeslag og skiftar brød i ovmengd ut.
32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
Han sveiper henderne i ljos og sender det mot fienden.
33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Hans tora meldar um hans koma, ja, feet varslar når han kjem.
