Job 36
1 Og videre sagde Elihu:
Og Elihu blev ved og sa:
2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
Vent litt på mig, så jeg kan få sagt dig min mening! For ennu er der noget å si til forsvar for Gud.
3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
Jeg vil hente min kunnskap langt borte fra, og jeg vil vise at min skaper har rett.
4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
For sannelig, mine ord er ikke falske; en mann med fullkommen kunnskap har du for dig.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind,
Se, Gud er sterk, men han akter ikke nogen ringe; han er sterk i forstandens kraft.
6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
Han lar ikke en ugudelig leve, og de undertrykte hjelper han til deres rett.
7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
Han tar ikke sine øine fra de rettferdige, og hos konger på tronen lar han dem sitte all deres tid høit hedret.
8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
Og om de blir bundet med lenker og fanget i ulykkens snarer,
9 saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
så vil han dermed foreholde dem deres gjerninger, deres synder, at de viste sig gjenstridige,
10 aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
og åpne deres øre for advarselen og formane dem til å vende om fra det onde.
11 Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
Om de da hører og tjener ham, så får de leve sine dager i lykke og sine år i herlighet og glede.
12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
Hører de ikke, da skal de gjennembores av spydet og omkomme i sin uforstand.
13 Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
Men mennesker med gudløst sinn huser vrede; de roper ikke til Gud når han legger dem i bånd.
14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
De dør i ungdommen, og deres liv ender som tempel-bolernes.
15 Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åpner deres øre ved trengselen.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
Også dig lokker han ut av trengselens svelg til en åpen plass hvor det ikke er trangt; og ditt bord skal være fullt av fete retter.
17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
Men er du full av den ugudeliges brøde, så skal brøde og dom følges at.
18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
La bare ikke vrede lokke dig til spott, og la ikke den store bot lokke dig på avvei!
19 Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
Kan vel ditt skrik fri dig ut av trengsel, og kan vel alt ditt strev og slit utrette det?
20 Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
Stund ikke efter natten, den natt da hele folkeslag blåses bort fra sitt sted!
21 va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
Vokt dig, vend dig ikke til synd! For det har du mere lyst til enn til å lide.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
Se, Gud er ophøiet i sin kraft; hvem er en læremester som han?
23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
Hvem har foreskrevet ham hans vei, og hvem kan si: Du gjorde urett?
24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
Kom i hu at du ophøier hans gjerning, den som menneskene har sunget om!
25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
All verden ser på den med lyst; menneskene skuer den langt borte fra.
26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
Se, Gud er stor, og vi forstår ham ikke; hans års tall er uutgrundelig;
27 Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
han drar vanndråper op til sig, og av tåken siler regnet ned;
28 og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
fra skyene strømmer det og drypper ned over mange mennesker.
29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
Kan også nogen forstå hvorledes skyene breder sig ut, hvorledes det braker fra hans telt?
30 Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
Se, han breder ut sitt lys omkring sig og dekker det med havets røtter.
31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
For således straffer han folkeslag, men gir også føde i overflod.
32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
Han dekker sine hender med lys og byder det å fare ut mot fienden.
33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Hans tordenbrak bærer bud om ham; endog feet varsler når han rykker frem.
