Job 36
1 Og videre sagde Elihu:
Addens quoque Eliu, hæc locutus est:
2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
Sustine me paululum, et indicabo tibi: adhuc enim habeo quod pro Deo loquar.
3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
Repetam scientiam meam a principio, et operatorem meum probabo justum.
4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
Vere enim absque mendacio sermones mei, et perfecta scientia probabitur tibi.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind,
Deus potentes non abjicit, cum et ipse sit potens:
6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
sed non salvat impios, et judicium pauperibus tribuit.
7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
Non auferet a justo oculos suos: et reges in solio collocat in perpetuum, et illi eriguntur.
8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
Et si fuerint in catenis, et vinciantur funibus paupertatis,
9 saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
indicabit eis opera eorum, et scelera eorum, quia violenti fuerunt.
10 aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
Revelabit quoque aurem eorum, ut corripiat: et loquetur, ut revertantur ab iniquitate.
11 Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
Si audierint et observaverint, complebunt dies suos in bono, et annos suos in gloria:
12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
si autem non audierint, transibunt per gladium, et consumentur in stultitia.
13 Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
Simulatores et callidi provocant iram Dei, neque clamabunt cum vincti fuerint.
14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
Morietur in tempestate anima eorum, et vita eorum inter effeminatos.
15 Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
Eripiet de angustia sua pauperem, et revelabit in tribulatione aurem ejus.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
Igitur salvabit te de ore angusto latissime, et non habente fundamentum subter se: requies autem mensæ tuæ erit plena pinguedine.
17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
Causa tua quasi impii judicata est: causam judiciumque recipies.
18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
Non te ergo superet ira ut aliquem opprimas: nec multitudo donorum inclinet te.
19 Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
Depone magnitudinem tuam absque tribulatione, et omnes robustos fortitudine.
20 Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
Ne protrahas noctem, ut ascendant populi pro eis.
21 va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
Cave ne declines ad iniquitatem: hanc enim cœpisti sequi post miseriam.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
Ecce Deus excelsus in fortitudine sua, et nullus ei similis in legislatoribus.
23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
Quis poterit scrutari vias ejus? aut quis potest ei dicere: Operatus es iniquitatem?
24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
Memento quod ignores opus ejus, de quo cecinerunt viri.
25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
Omnes homines vident eum: unusquisque intuetur procul.
26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
Ecce Deus magnus vincens scientiam nostram: numerus annorum ejus inæstimabilis.
27 Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
Qui aufert stillas pluviæ, et effundit imbres ad instar gurgitum,
28 og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
qui de nubibus fluunt quæ prætexunt cuncta desuper.
29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
Si voluerit extendere nubes quasi tentorium suum,
30 Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
et fulgurare lumine suo desuper, cardines quoque maris operiet.
31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
Per hæc enim judicat populos, et dat escas multis mortalibus.
32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
In manibus abscondit lucem, et præcepit ei ut rursus adveniat.
33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Annuntiat de ea amico suo, quod possessio ejus sit, et ad eam possit ascendere.
