Job 36
1 Og videre sagde Elihu:
Ac Elihu el sifilpa fahk:
2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
“Sifilpa mongfisrasr kitin pacl ac lohng Kas ma nga ac aolla God ac fahk.
3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
Yohk ma nga kalem kac; nga ac orekmakin ma kalem sik uh In akkalemye lah God, su oreyula, El suwosna.
4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
Wangin kas kikiap ke ma nga ac fahk nu sum inge; Kom liye sie mwet na lalmwetmet ye motom.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind,
“Arulana yohk ku lun God! Wangin sie mwet El srunga; Wangin kutena ma El tia kalem kac.
6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
El tia lela mwet koluk uh in moul na, Ac El oru ma suwohs nu sin mwet sukasrup in pacl nukewa.
7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
El loangelos su suwosna moul la; Ac lela tuh elos in leumi oana tokosra, Ac oru in akfulatyeyuk elos nwe tok.
8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
Tusruktu mwet uh fin kapiri ke sein, Ac keok ke sripen ma koluk elos orala,
9 saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
God El akkalemye nu selos ma koluk lalos ac inse fulat lalos.
10 aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
El oru elos in lohng kas in sensenkakin lal nu selos Tuh elos in forla liki orekma koluk.
11 Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
Elos fin akos God ac kulansupal, Na elos ac insewowokin moul lalos uh in misla ac wo ouiya.
12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
A elos fin tia akos ac kulansupu God, na elos ac anwuki ke cutlass, Ac misa in nikin lalos.
13 Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
“Mwet su tia etu God uh elos ac mutana in kasrkusrak lalos, Ac finne akkeokyeyuk elos, elos tia pre in suk kasru.
14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
Elos ac srakna fusr na elos misa, Eli ke sie moul lusrongten.
15 Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
Tusruktu God El luti mwet uh ke mwe keok nu selos, Ac ikasla mutalos ke mwe ongoiya.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
“God El ke folokinkomme liki ongoiya, Nu ke sie acn mwesas, yen wangin ma ikus kom; Ac tepu lom uh sessesla ke mwe mongo yuyu.
17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
Tusruktu, inge akkeokyeyuk kom oana ma fal in orek nu sum.
18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
Taranna kom in tia lela molin eyeinse in kiapwekomla, Ku mwe kasrup in aktafongyekomla.
19 Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
Kom finne pang ke kuiyom nufon in suk kasru, ac fah wangin sripa; Ku lom nufon tia ku in akwoye kom inge.
20 Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
Nimet kom ke in tari fongeni, In sun pacl ma mutunfacl lulap uh ac fah wanginla.
21 va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
Karinganang kom in tia forla nu ke ma koluk; Mwe keok lom inge ma tuku in tuh sruokkomi liki ma koluk.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
“Esam lupan yokiyen ku lun God uh; Su sie mwet luti oana El?
23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
Wangin mwet ku in fahk nu sin God ma Elan oru, Ku fahk mu koluk ma El oru uh.
24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
Nuna kaksakinyuk El pacl nukewa ke ma El oru; Enenu na kom in wi pac kaksakunul.
25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
Mwet nukewa liye tari ma El orala; Tusruktu kut ac tu na oe saya liye.
26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
Kut tia ku in etu na pwaye lupan fulat lal uh, Ku oakla pisen yac lal uh.
27 Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
“God pa orauk kof uh liki faclu, Ac ekulla nu ke tulin af uh.
28 og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
El oru tuh kof uh in kahkla liki pukunyeng uh Ac afi nu fin mwet nukewa.
29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
Wangin mwet etu lah pukunyeng uh mukuikui fuka, Ku lah fuka tuh pulahl uh ngirngir In acn engyeng uh yen God El muta we.
30 Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
El supu sarom nu in acn nukewa yen engyeng uh, Tusruktu acn loal in meoa uh nuna lohsr na.
31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
Pa inge luman kiteyen mwet uh sel, Ac El sang mwe mongo puspis nun mwet uh.
32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
El sang paol sruokya sarom uh, Ac sap tuh in tungalya acn El ac fahk uh.
33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Pusren pulahl uh sulkakin lah paka se ac tuku, Ac un cow uh etu lah ac pakala.
