Job 36

1 Og videre sagde Elihu:

2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

5 Se, Gud forkaster det stive Sind,

6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,

7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.

8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,

9 saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

10 aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

11 Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.

12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.

13 Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;

14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.

15 Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.

16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

19 Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

20 Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

21 va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.

22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«

24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.

27 Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,

28 og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.

29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

30 Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;

31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;

33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.