Job 36
1 Og videre sagde Elihu:
Elihu loh koep a cong tih,
2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
“Kamah taengah bet m'bulbo uh lamtah nangmih te olthui khaw Pathen yueng la koep kan thui eh.
3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
Ka poeknah he khohla lamloh kam phueih tih duengnah he kai aka saii ham ni ka khueh.
4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
Ka olthui he a honghi pawt dongah nang taengkah lungming khaw a cuemthuek ham tueng pai.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind,
Pathen tah khuet tih lungbuei thadueng a khuet te a sit moenih ne.
6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
Halang te hlun pawt tih mangdaeng te tiktamnah la a paek.
7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
A mik te hlangdueng taeng lamloh khap pawt tih manghai rhoek te ngolkhoel dongah a ngol sak. Te phoeiah amih a yoeyah la a thuung tih a sang sak.
8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
Tedae hmaipom neh pin uh tih phacip phabaem rhuihet neh a tuuk uh atah,
9 saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
Amih kah bisai neh a boekoeknah dongah a len uh te khaw amih taengah a thui pah.
10 aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
Thuituennah hamla amih hna te a vueh pah tih boethae lamloh mael hamla a thui pah.
11 Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
A hnatun uh tih tho a thueng koinih a khohnin then neh thok tih a kum te a naepnoi la boeih.
12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
Tedae a hnatun uh pawt atah pumcumnah neh a paan uh vetih mingnah aka tal bangla pal uh ni.
13 Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
Lungbuei lailak rhoek loh thintoek a khueh uh tih amih a khih vaengah pataeng bomnah bih pawh.
14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
Amih hinglu te camoe la, a hingnah khaw hlanghalh lakli ah duek.
15 Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
A phacip phabaem vaengah mangdaeng khaw a pumcum sak tih a hna te nennah neh a toeh.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
Rhal ka lamloh hmuenka la nang m'poh. Te lam te mangdaeng mangtok om pawt tih na caboei dongkah mongnah maehhloi ngang.
17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
Halang kah dumlai khaw na cung sak tih dumlai neh laitloeknah loh m'moep.
18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
Kosi loh nang te boeinah neh m'vuet ve ne. Te dongah tlansum cungkuem loh nang m'phaelh boel.
19 Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
Rhal khuiah pawt khaw, na bombihnah neh thadueng, thayung boeih loh m'khoembael aya?
20 Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
A hmuikah pilnam a khum sak ham khoyin khaw hloem aih boeh.
21 va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
Ngaithuen, boethae taengla mael boeh. Te te phacip phabaem lakah te na tuek coeng te.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
Pathen tah amah thadueng neh thaphoh uh coeng ke. Amah bangla unim aka saya?
23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
Anih ham a longpuei te u long nim a tae pah tih u long nim, 'Dumlai na saii,’ a ti nah.
24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
Amah kah bisai na rhoeng sak ham te poek. Te ni hlang rhoek loh a hlai uh.
25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
Hlang boeih loh te te a hmuh uh tih hlanghing loh khohla lamkah a paelki.
26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
Pathen tah a len dongah a kum tarhing te m'ming uh lek pawt tih khenah lek pawh.
27 Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
Tui dongkah aangpi a yoek tih khotlan te a tuihu lamloh a ciil.
28 og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
Khomong khaw cip tih hlang soah muep pha.
29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
Khomai maiyan neh a dungtlungim kah pang ol a yakming mai ngawn.
30 Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
A vangnah loh a taengah a kah tih tuitunli yung duela a khuk.
31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
Te nen te pilnam taengah lai a tloek tih a yet taengah caak a paek.
32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
A kut dongkah vangnah loh a khuk tih phek a cuuk ham khaw te te a uen.
33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
A khohum loh amah kawng te a doek tih boiva pataeng thintoek neh cet.
