Job 34
1 Og Elihu tog til Orde og sagde:
Pronuntians itaque Eliu, etiam hæc locutus est:
2 Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, laan mig Øre!
[Audite, sapientes, verba mea: et eruditi, auscultate me.
3 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager paa Mad;
Auris enim verba probat, et guttur escas gustu dijudicat.
4 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
Judicium eligamus nobis, et inter nos videamus quid sit melius.
5 Job sagde jo: »Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
Quia dixit Job: Justus sum, et Deus subvertit judicium meum.
6 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg saaret til Døden!«
In judicando enim me mendacium est: violenta sagitta mea absque ullo peccato.
7 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
Quis est vir ut est Job, qui bibit subsannationem quasi aquam:
8 søger Selskab med Udaadsmænd og Omgang med gudløse Folk!
qui graditur cum operantibus iniquitatem, et ambulat cum viris impiis?
9 Thi han sagde: »Det baader ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!«
Dixit enim: Non placebit vir Deo, etiam si cucurrerit cum eo.
10 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;
Ideo, viri cordati, audite me: absit a Deo impietas, et ab Omnipotente iniquitas.
11 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;
Opus enim hominis reddet ei, et juxta vias singulorum restituet eis.
12 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
Vere enim Deus non condemnabit frustra, nec Omnipotens subvertet judicium.
13 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
Quem constituit alium super terram? aut quem posuit super orbem quem fabricatus est?
14 Drog han sin Aand tilbage og tog sin Aande til sig igen,
Si direxerit ad eum cor suum, spiritum illius et flatum ad se trahet.
15 da udaanded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
Deficiet omnis caro simul, et homo in cinerem revertetur.
16 Har du Forstand, saa hør derpaa, laan Øre til mine Ord!
Si habes ergo intellectum, audi quod dicitur, et ausculta vocem eloquii mei:
17 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?
numquid qui non amat judicium sanari potest? et quomodo tu eum qui justus est in tantum condemnas?
18 Han, som kan sige til Kongen: »Din Usling!« og »Nidding, som du er!« til Stormænd,
Qui dicit regi: Apostata; qui vocat duces impios;
19 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
qui non accipit personas principum, nec cognovit tyrannum cum disceptaret contra pauperem: opus enim manuum ejus sunt universi.
20 Brat maa de dø, endda midt om Natten; de store slaar han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehaand.
Subito morientur, et in media nocte turbabuntur populi: et pertransibunt, et auferent violentum absque manu.
21 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
Oculi enim ejus super vias hominum, et omnes gressus eorum considerat.
22 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udaadsmænd kan gemme sig i.
Non sunt tenebræ, et non est umbra mortis, ut abscondantur ibi qui operantur iniquitatem,
23 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;
neque enim ultra in hominis potestate est, ut veniat ad Deum in judicium.
24 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
Conteret multos, et innumerabiles, et stare faciet alios pro eis.
25 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;
Novit enim opera eorum, et idcirco inducet noctem, et conterentur.
26 for deres Gudløshed slaas de sønder, for alles Øjne tugter han dem,
Quasi impios percussit eos in loco videntium:
27 fordi de veg bort fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
qui quasi de industria recesserunt ab eo, et omnes vias ejus intelligere noluerunt:
28 saa de voldte, at ringe raabte til ham, og han maatte høre de armes Skrig.
ut pervenire facerent ad eum clamorem egeni, et audiret vocem pauperum.
29 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Aasyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker vaager han dog,
Ipso enim concedente pacem, quis est qui condemnet? ex quo absconderit vultum, quis est qui contempletur eum, et super gentes, et super omnes homines?
30 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.
Qui regnare facit hominem hypocritam propter peccata populi.
31 Siger da en til Gud: »Fejlet har jeg, men synder ej mer,
Quia ergo ego locutus sum ad Deum, te quoque non prohibebo.
32 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!«
Si erravi, tu doce me; si iniquitatem locutus sum, ultra non addam.
33 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, saa sig da nu, hvad du ved!
Numquid a te Deus expetit eam, quia displicuit tibi? tu enim cœpisti loqui, et non ego: quod si quid nosti melius, loquere.
34 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
Viri intelligentes loquantur mihi, et vir sapiens audiat me.
35 »Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
Job autem stulte locutus est, et verba illius non sonant disciplinam.
36 Gid Job uden Ophør maa prøves, fordi han svarer som slette Folk!
Pater mi, probetur Job usque ad finem: ne desinas ab homine iniquitatis:
37 Thi han dynger Synd paa Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!«
quia addit super peccata sua blasphemiam, inter nos interim constringatur: et tunc ad judicium provocet sermonibus suis Deum.]
