< Job 34 >

1 Og Elihu tog til Orde og sagde:
Fremdeles svarede Elihu og sagde:
2 Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, laan mig Øre!
Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;
3 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager paa Mad;
thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.
4 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er.
5 Job sagde jo: »Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud har borttaget min Ret.
6 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg saaret til Døden!«
Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.
7 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand
8 søger Selskab med Udaadsmænd og Omgang med gudløse Folk!
og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk?
9 Thi han sagde: »Det baader ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!«
Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.
10 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;
Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig.
11 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;
Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej.
12 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfærdigt, og den Almægtige forvender ikke Retten.
13 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds.
14 Drog han sin Aand tilbage og tog sin Aande til sig igen,
Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:
15 da udaanded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.
16 Har du Forstand, saa hør derpaa, laan Øre til mine Ord!
Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst!
17 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?
Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr? eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig?
18 Han, som kan sige til Kongen: »Din Usling!« og »Nidding, som du er!« til Stormænd,
Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige!
19 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.
20 Brat maa de dø, endda midt om Natten; de store slaar han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehaand.
De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de mægtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand.
21 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt.
22 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udaadsmænd kan gemme sig i.
Der er intet Mørke og ingen Dødsskygge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.
23 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;
Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud.
24 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted.
25 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;
Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste;
26 for deres Gudløshed slaas de sønder, for alles Øjne tugter han dem,
han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det.
27 fordi de veg bort fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje,
28 saa de voldte, at ringe raabte til ham, og han maatte høre de armes Skrig.
for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.
29 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Aasyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker vaager han dog,
Naar han skaffer Ro til Veje — hvo vil kalde ham uretfærdig? — og naar han skjuler sit Ansigt — hvo kan da beskue ham? — baade for et Folk og for et enkelt Menneske:
30 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.
Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal være Snarer for Folket.
31 Siger da en til Gud: »Fejlet har jeg, men synder ej mer,
Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder?
32 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!«
Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har gjort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.
33 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, saa sig da nu, hvad du ved!
Skal det være efter dit Skøn, at han skal gengælde? thi du har vraget, saa at du har at vælge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved!
34 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig:
35 »Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
„Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab‟.
36 Gid Job uden Ophør maa prøves, fordi han svarer som slette Folk!
O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd!
37 Thi han dynger Synd paa Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!«
thi han lægger Overtrædelse til sin Synd, imellem os klapper han i Hænderne og gør mange Ord imod Gud.

< Job 34 >