Job 33
1 Men hør nu Job, paa min Tale og lyt til alle mine Ord!
“Ko ia ʻoku ou kole kiate koe ʻe Siope, fakafanongo ki heʻeku ngaahi fakamatala, mo ke tokanga ki heʻeku lea kotoa pē.
2 Se, jeg har aabnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;
Vakai, kuo u faʻai eni ʻa hoku ngutu, kuo lea ʻa hoku ʻelelo ʻi hoku ngutu.
3 mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale.
Te u lea au mei he totonu ʻo hoku loto: pea ʻe mahino ʻae ʻilo ʻe lea ʻaki ʻe hoku loungutu.
4 Guds Aand har skabt mig, den Almægtiges Aande har givet mig Liv.
Naʻe ngaohi au ʻe he Laumālie ʻoe ʻOtua, pea ko e mānava ʻoe Māfimafi kuo ne foaki ʻae moʻui kiate au.
5 Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!
Kapau te ke faʻa tali au, pea fokotuʻu hokohoko pe hoʻo ngaahi lea, tuʻu hake ʻi hoku ʻao.
6 Se, jeg er din Lige for Gud, ogsaa jeg er taget af Ler;
Vakai, ʻoku ou tatau mo koe ʻi he ʻao ʻoe ʻOtua: kuo ngaohi foki au mei he ʻumea.
7 Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Haand skal ej ligge tyngende paa dig.
ʻE ʻikai fakamanavahēʻi koe ʻe haʻaku fakailifia, pea ʻe ʻikai mamafa ʻa hoku nima kiate koe.
8 Dog, det har du sagt i mit Paahør, jeg hørte saa lydende Ord:
“Ko e moʻoni kuo ke lea ʻi hoku telinga, pea kuo u ongoʻi ʻae leʻo ʻo hoʻo ngaahi lea, ʻo pehē,
9 »Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;
‘ʻOku ou maʻa taʻehaangahala, ʻoku ou māʻoniʻoni; pea ʻoku ʻikai ha hia ʻiate au.
10 men han søger Paaskud imod mig, regner mig for sin Fjende;
Vakai, ʻoku ne kumi ʻae meʻa ke u kovi ai, ʻoku ne lauʻi au ko hono fili,
11 han lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje.«
ʻOku ne ʻai hoku vaʻe ki he meʻa fakamaʻu vaʻe, ʻoku ne vakaiʻi ʻa hoku ʻalunga kotoa pē.’
12 Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.
“Vakai eni, ʻoku ʻikai te ke tonuhia: te u talia koe, he ʻoku lahi ʻae ʻOtua ki he tangata.
13 Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer paa dine Ord?
He ko e hā ʻoku ke fai ai mo ia? Koeʻuhi ʻoku ʻikai fakahā ʻe ia ʻae ʻuhinga ʻo ʻene ngaahi ngāue.
14 Thi paa een Maade taler Gud, ja paa to, men man ænser det ikke:
Ka ʻoku lea ʻae ʻOtua ʻo tuʻo taha, ʻio, ʻo tuʻo ua, ka ʻoku ʻikai tokangaʻi ia ʻe he tangata.
15 I Drømme, i natligt Syn, naar Dvale falder paa Mennesker, naar de slumrende hviler paa Lejet;
ʻI he misi, ʻi he meʻa hā mai ʻoe poʻuli, ʻi he tō ʻae mohe maʻu ki he kakai, ʻi he tulemohe ʻi he mohenga;
16 da aabner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder
ʻOku ne toki fakaongo ʻae telinga ʻoe kakai, ʻo ne pulusi ʻa honau akonakiʻi,
17 for at faa Mennesket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,
Koeʻuhi ke ne taʻofi ʻae tangata mei heʻene ngāue ʻaʻana, pea fufū ʻae fielahi mei he tangata.
18 holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Vaabendød.
ʻOku ne taʻofi mai hono laumālie mei he luo, mo ʻene moʻui ke ʻoua naʻa ʻauha ʻi he heletā.
19 Eller han revses med Smerter paa Lejet, uafbrudt staar der Kamp i hans Ben;
Pea ʻoku ne tautea foki ia ʻaki ʻae mamahi ʻi hono mohenga, mo hono ngaahi hui ʻaki ʻae mamahi lahi:
20 Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad;
Ko ia ʻoku fehiʻa ai ʻene moʻui ki he mā, mo hono laumālie ki he meʻakai ifo lelei.
21 hans Kød svinder hen, saa det ikke ses, hans Knogler, som før ikke saas, bliver blottet;
ʻOku fakaʻaʻau ʻo ʻosi ʻa hono kakano, ʻo ʻikai ʻiloa; pea ʻoku tuʻu mai hono ngaahi hui naʻe ʻikai hā mai.
22 hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.
ʻIo, ʻoku ʻunuʻunu atu hono laumālie ki he faʻitoka, mo ʻene moʻui ki he kau fakaʻauha.
23 Hvis da en Engel er paa hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,
“Kapau ʻe ʻiate ia ha faifekau, ko e fakamatala, ko e taha mei he toko taha afe, ke fakahā ki he tangata ʻene māʻoniʻoni:
24 og den viser ham Naade og siger: »Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg faaet!«
ʻOku toki ʻaloʻofa ai ia kiate ia, ʻo ne pehē, “Fakamoʻui ia mei he ʻalu hifo ki he luo: kuo u ʻiloʻi ʻae huhuʻi.”
25 da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.
ʻE moʻui lelei hake hono sino ʻi ha tamasiʻi: ʻe toe foki ia ki he ngaahi ʻaho ʻo ʻene kei siʻi:
26 Han beder til Gud, og han er ham naadig, han skuer med Jubel hans Aasyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.
ʻE lotu ia ki he ʻOtua, pea ʻe tokanga ia ki ai: pea ʻe mamata ia ki hono fofonga ʻi he fiefia: he te ne totongi ki he tangata ʻa ʻene māʻoniʻoni.
27 Han synger det ud for Folk: »Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!
ʻOku ne vakai ki he kakai, pea ka pehē ʻe ha taha, ‘Kuo u angahala, pea fakakehe ʻaia ʻoku totonu, pea kuo taʻeʻaonga ia kiate au;
28 Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!«
ʻE fakahaofi ʻe ia ʻa hono laumālie ke ʻoua naʻa ʻalu hifo ki he luo, pea ʻe mamata ʻene moʻui ki he maama.
29 Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket
“Vakai, ʻoku faʻa fai ʻe he ʻOtua ʻae ngaahi meʻa ni kotoa pē koeʻuhi ko e tangata,
30 for at redde hans Sjæl fra Graven, saa han skuer Livets Lys!
Ke ne toe ʻomi ai hono laumālie mei he luo, pea ne fakamaama ia ʻaki ʻae maama ʻoe moʻui.
31 Lyt til og hør mig, Job, ti stille, saa jeg kan tale!
Tokanga, ʻe Siope, fakafanongo kiate au: ke ke longo pe, kau lea.
32 Har du noget at sige, saa svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;
Kapau ʻoku ai haʻo lea, tali mai: lea, he ko hoku loto ke ke tonuhia.
33 hvis ikke, saa høre du paa mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!
Kapau ʻoku ʻikai, fakafanongo kiate au: ke ke longo pē, kau akonekina koe ke ke poto.
