Job 32
1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
Enti saa mmarima baasa yi ammua Hiob bio, ɛfiri sɛ, na ɔtene wɔ ɔno ara ani so.
2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. Paa Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
Na Busini Barakel babarima Elihu a ɔfiri Ram abusua mu no bo fuu Hiob yie sɛ ɔbu ne ho bem na ɔmmu Onyankopɔn mmom bem.
3 og paa hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
Ne bo fuu nnamfonom baasa no sɛ wɔantumi anya nnyinasoɔ bi ammɔ Hiob nsɛm no angu, nanso wɔbuu no fɔ.
4 Elihu havde ventet, saa længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
Elihu twɛnee sɛ afoforɔ no bɛkasa akyerɛ Hiob, ɛfiri sɛ, na wɔanyinyini sene no.
5 men da han saa, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
Na ɔhunuu sɛ nnipa baasa no nni asɛm biara ka bio no, nʼabufuo sɔreeɛ.
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
Enti Busini Barakel babarima Elihu kaa sɛ, “Meyɛ abɔfra, na moyɛ mpanimfoɔ; ɛno enti na mesuroo sɛ mɛka deɛ menim akyerɛ mo.
7 jeg tænkte: »Lad Alderen tale og Aarenes Mængde kundgøre Visdom!«
Medwenee sɛ, ‘Ɛsɛ sɛ mpanimfoɔ kasa; ɛsɛ sɛ wɔn a wɔn ani afire kyerɛ nyansa.’
8 Dog Aanden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Aande giver dem Indsigt;
Nanso honhom a ɛte onipa mu, Otumfoɔ no ahomeɛ no na ɛma nteaseɛ.
9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
Ɛnyɛ mpanimfoɔ nko na wɔyɛ anyansafoɔ, ɛnyɛ wɔn a wɔn ani afire nko na wɔte deɛ ɛyɛ ase.
10 derfor siger jeg: Hør mig, lad ogsaa mig komme frem med min Viden!
“Enti mese: Montie me; me nso mɛka mʼadwene.
11 Jeg biede paa, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
Metwɛneeɛ wɔ ɛberɛ a morekasa, metiee mo adwenkyerɛ; ɛberɛ a na monhunu deɛ monka no,
12 jeg agtede nøje paa eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar paa hans Ord.
meyɛɛ aso maa mo pa ara, nanso mo mu biara antumi ankyerɛ sɛ Hiob ayɛ mfomsoɔ; mo mu biara anyi nʼanosɛm ano.
13 Sig nu ikke: »Vi stødte paa Visdom, Gud maa fælde ham, ikke et Menneske!«
Monnka sɛ, ‘Ɔnim nyansa; Onyankopɔn nko ara na ɔbɛtumi asesa nʼadwene.’
14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
Sɛ Hiob ne me kasaeɛ a, anka merennyina mo adwenkyerɛ no so mmua no.
15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
“Mo ho adwiri mo, monni hwee ka bio; mo nsɛm asa.
16 Skal jeg tøve, fordi de tier og staar der uden at svare et Ord?
Ɛsɛ sɛ metwɛn wɔ ɛberɛ a moayɛ komm yi, saa ɛberɛ a mo monni mmuaeɛ biara de ma yi?
17 Ogsaa jeg vil svare min Del, ogsaa jeg vil frem med min Viden!
Me nso mɛka bi me nso mɛka mʼadwene.
18 Thi jeg er fuld af Ord, Aanden i mit Bryst trænger paa;
Ɛfiri sɛ, nsɛm ahyɛ mʼanomu ma, na honhom a ɛte me mu no hyɛ me sɛ menka;
19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
Me mu no, mete sɛ nsa a ɛhyɛ toa mu; Me te sɛ nsã kotokuo foforɔ a ɛrebɛpae.
20 tale vil jeg for at faa Luft, aabne mine Læber og svare.
Ɛsɛ sɛ mekasa na me ho tɔ me; ɛsɛ sɛ mebue mʼano na me ma mmuaeɛ.
21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
Merenyɛ animhwɛ na merenkorɔkorɔ obiara.
22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
Na sɛ makwadare akorɔkorɔ mu a, anka me Yɛfoɔ bɛyi me afiri hɔ ntɛm so.
