Job 32

1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

Tada prestaše ona tri èovjeka odgovarati Jovu, jer se èinjaše da je pravedan.

2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. Paa Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

A Elijuj sin Varahilov od Vuza, roda Ramova, razgnjevi se na Jova što se sam graðaše pravedniji od Boga;

3 og paa hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

I na tri prijatelja njegova razgnjevi se što ne naðoše odgovora i opet osuðivahu Jova.

4 Elihu havde ventet, saa længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

Jer Elijuj èekaše dokle oni govorahu s Jovom, jer bijahu stariji od njega.

5 men da han saa, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

Pa kad vidje Elijuj da nema odgovora u ustima ona tri èovjeka, raspali se gnjev njegov.

6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

I progovori Elijuj sin Varahilov od Vuza, i reèe: ja sam najmlaði, a vi ste starci, zato se bojah i ne smijah vam kazati što mislim.

7 jeg tænkte: »Lad Alderen tale og Aarenes Mængde kundgøre Visdom!«

Mišljah: neka govori starost, i mnoge godine neka objave mudrost.

8 Dog Aanden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Aande giver dem Indsigt;

Ali je duh u ljudima, i duh svemoguæega urazumljuje ih.

9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

Veliki nijesu svagda mudri, i starci ne znaju svagda šta je pravo.

10 derfor siger jeg: Hør mig, lad ogsaa mig komme frem med min Viden!

Zato velim: poslušaj me da kažem i ja kako mislim.

11 Jeg biede paa, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

Eto, èekao sam da vi izgovorite, slušao sam razloge vaše dokle izviðaste besjedu.

12 jeg agtede nøje paa eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar paa hans Ord.

Pazio sam, ali gle, nijedan od vas ne sapre Jova, ne odgovori na njegove rijeèi.

13 Sig nu ikke: »Vi stødte paa Visdom, Gud maa fælde ham, ikke et Menneske!«

Može biti da æete reæi: naðosmo mudrost, Bog æe ga oboriti, ne èovjek.

14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

Nije na me upravio besjede, ni ja mu neæu odgovarati vašim rijeèima.

15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

Smeli su se, ne odgovaraju više, nestalo im je rijeèi.

16 Skal jeg tøve, fordi de tier og staar der uden at svare et Ord?

Èekao sam, ali ne govore, stadoše, i više ne odgovaraju.

17 Ogsaa jeg vil svare min Del, ogsaa jeg vil frem med min Viden!

Odgovoriæu i ja za se, kazaæu i ja kako mislim.

18 Thi jeg er fuld af Ord, Aanden i mit Bryst trænger paa;

Jer sam pun rijeèi, tijesno je duhu u meni.

19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

Gle, trbuh je moj kao vino bez oduške, i raspukao bi se kao nov mijeh.

20 tale vil jeg for at faa Luft, aabne mine Læber og svare.

Govoriæu da odahnem, otvoriæu usne svoje, i odgovoriæu.

21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;

Neæu gledati ko je ko, i èovjeku æu govoriti bez laskanja.

22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

Jer ne umijem laskati; odmah bi me uzeo tvorac moj.