Job 32

1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

De tre menn svarte ikke Job mere, fordi han var rettferdig i sine egne øine.

2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. Paa Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

Da optendtes Elihus vrede - han stammet fra Bus og var sønn av Barak'el, av Rams ætt. Mot Job optendtes hans vrede, fordi han holdt sig selv for å være rettferdig for Gud,

3 og paa hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

og mot hans tre venner optendtes hans vrede, fordi de ikke fant noget svar og allikevel dømte Job skyldig.

4 Elihu havde ventet, saa længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

Elihu hadde ventet med å tale til Job, fordi de andre var eldre av år enn han.

5 men da han saa, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

Da nu Elihu så at det ikke var noget svar i de tre menns munn, da optendtes hans vrede.

6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

Så tok da Elihu, sønn av Barak'el, busitten, til orde og sa: Jeg er ung av år, og I er gråhårede; derfor holdt jeg mig tilbake og torde ikke uttale for eder hvad jeg vet.

7 jeg tænkte: »Lad Alderen tale og Aarenes Mængde kundgøre Visdom!«

Jeg tenkte: La alderen tale og de mange år forkynne visdom!

8 Dog Aanden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Aande giver dem Indsigt;

Dog, det er menneskets ånd og den Allmektiges åndepust som gjør forstandig.

9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

De gamle er ikke alltid vise, ikke alltid forstår oldinger hvad rett er.

10 derfor siger jeg: Hør mig, lad ogsaa mig komme frem med min Viden!

Derfor sier jeg: Hør nu på mig! Også jeg vil uttale hvad jeg vet.

11 Jeg biede paa, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

Jeg ventet på eders ord, jeg lyttet efter forstandig tale fra eder, mens I grundet på hvad I skulde si.

12 jeg agtede nøje paa eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar paa hans Ord.

Jeg gav akt på eder; men det var ingen av eder som gjendrev Job, ingen som svarte på hans ord.

13 Sig nu ikke: »Vi stødte paa Visdom, Gud maa fælde ham, ikke et Menneske!«

Si ikke: Vi har funnet visdom hos ham; bare Gud kan få bukt med ham, ikke noget menneske!

14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

Han har jo ikke rettet sin tale mot mig, og med eders ord vil jeg ikke svare ham.

15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

De er forferdet og svarer ikke mere; ordene er blitt borte for dem.

16 Skal jeg tøve, fordi de tier og staar der uden at svare et Ord?

Skal jeg vente, fordi de ikke taler, fordi de står der og ikke svarer mere?

17 Ogsaa jeg vil svare min Del, ogsaa jeg vil frem med min Viden!

Også jeg vil nu svare for min del; også jeg vil uttale hvad jeg vet.

18 Thi jeg er fuld af Ord, Aanden i mit Bryst trænger paa;

For jeg er full av ord; ånden i mitt indre driver mig.

19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

Mitt indre er som innestengt vin; som nyfylte skinnsekker vil det revne.

20 tale vil jeg for at faa Luft, aabne mine Læber og svare.

Jeg vil tale, så jeg kan få luft; jeg vil åpne mine leber og svare.

21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;

Jeg vil ikke ta parti for nogen, og jeg vil ikke smigre for noget menneske;

22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

for jeg forstår ikke å smigre; ellers kunde min skaper lett rykke mig bort.