< Job 32 >
1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
So these three men ceased to respond to Job, because, he, was righteous in their eyes.
2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. Paa Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
Then was kindled the anger of Elihu, son of Barachel the Buzite of the family of Ram, —against Job, was kindled his anger, because he justified his own soul rather than God;
3 og paa hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
and, against his three friends, was kindled his anger, —because that they found not a response, and condemned God.
4 Elihu havde ventet, saa længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
But, Elihu, had waited for Job with words, because the others were older than he.
5 men da han saa, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
Howbeit, when Elihu saw that there was no response in the mouth of the three men, then was kindled his anger.
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
So then Elihu, son of Barachel, the Buzite, responded and said: —Young, am I, whereas, ye, are aged, For this cause, I faltered, and feared—to shew my knowledge unto you:
7 jeg tænkte: »Lad Alderen tale og Aarenes Mængde kundgøre Visdom!«
I said, Days, should speak, —and, the multitude of years, should make known wisdom.
8 Dog Aanden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Aande giver dem Indsigt;
Yet surely, there is a spirit in men, and, the inspiration of the Almighty, giveth them understanding;
9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
Great men, may not be wise, nor, elders, understand justice.
10 derfor siger jeg: Hør mig, lad ogsaa mig komme frem med min Viden!
Therefore, I said, Hearken unto me, I will show my knowledge—even I.
11 Jeg biede paa, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
Lo! I waited for your words, I kept giving ear for your reasons, until ye should search out what to say;
12 jeg agtede nøje paa eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar paa hans Ord.
Yea, unto you, gave I diligent heed, —But lo! there was, for Job, nothing to convince, nor could you of you answer his speeches.
13 Sig nu ikke: »Vi stødte paa Visdom, Gud maa fælde ham, ikke et Menneske!«
Lest ye should say, We have found out wisdom. GOD, must put him to flight, not man.
14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
Since he directed not to me discourse, therefore, with your speeches, will I not reply to him.
15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
They were dismayed, they responded no more, they suffered speech to forsake them;
16 Skal jeg tøve, fordi de tier og staar der uden at svare et Ord?
Though I waited, yet could they not speak, Surely they came to a stand, they responded no more.
17 Ogsaa jeg vil svare min Del, ogsaa jeg vil frem med min Viden!
I will respond, even I—on my part, I will shew my knowledge, even I!
18 Thi jeg er fuld af Ord, Aanden i mit Bryst trænger paa;
For I am full of discourse, The spirit in my bosom, presseth me on.
19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
Lo! my bosom, is like wine not opened, Like new wine-skins, it will burst.
20 tale vil jeg for at faa Luft, aabne mine Læber og svare.
I will speak, that I may freely breathe, I will open my lips and respond.
21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
Let me be partial to no man, and, unto no son of earth, give flattering titles,
22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
Surely I know not how to give flattering titles, How soon might my Maker take me away!