Job 32
1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.
2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. Paa Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.
3 og paa hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
4 Elihu havde ventet, saa længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.
5 men da han saa, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
7 jeg tænkte: »Lad Alderen tale og Aarenes Mængde kundgøre Visdom!«
Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
8 Dog Aanden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Aande giver dem Indsigt;
Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.
9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
10 derfor siger jeg: Hør mig, lad ogsaa mig komme frem med min Viden!
Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
11 Jeg biede paa, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
12 jeg agtede nøje paa eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar paa hans Ord.
Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
13 Sig nu ikke: »Vi stødte paa Visdom, Gud maa fælde ham, ikke et Menneske!«
at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.
14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
16 Skal jeg tøve, fordi de tier og staar der uden at svare et Ord?
Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.
17 Ogsaa jeg vil svare min Del, ogsaa jeg vil frem med min Viden!
Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
18 Thi jeg er fuld af Ord, Aanden i mit Bryst trænger paa;
Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.
19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.
20 tale vil jeg for at faa Luft, aabne mine Læber og svare.
Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.
21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
