Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
“Me ne mʼani yɛɛ apam sɛ meremfi akɔnnɔ mu, nhwɛ ababaa.
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
Dɛn ne onipa kyɛfa a efi ɔsoro Nyankopɔn nkyɛn? Dɛn ne nʼagyapade a efi ɔsoro Tumfo no nkyɛn?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
Ɛnyɛ ɔsɛe mma amumɔyɛfo, atoyerɛnkyɛm mma wɔn a wɔyɛ bɔne ana?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Onhu mʼakwan na ɔnkan anammɔn biara a mitu ana?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
“Sɛ manantew wɔ nkontompo mu anaasɛ matu mmirika adi nnaadaasɛm akyi a,
6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
ma Onyankopɔn nkari me wɔ nsania papa so na obehu sɛ me ho nni asɛm;
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
sɛ mʼanammɔntu afom ɔkwan, sɛ me koma adi mʼani akyi, anaasɛ me nsa ho agu fi a
8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
ɛno de ma afoforo nni nea madua, na ma wontutu me nnɔbae ngu.
9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
“Sɛ ɔbea bi atɔ me koma so, anaasɛ matɛw me yɔnko bi pon akyi a,
10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
ɛno de, me yere nyam ɔbarima foforo aduan, na mmarima afoforo ne no nna.
11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
Efisɛ anka ɛno na ɛbɛyɛ aniwusɛm ne bɔne a ɛsɛ sɛ wɔtwe aso wɔ so.
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
Ɛyɛ ogya a ɛhyew kodu Ɔsɛe mu; na ebetumi atutu me nnɔbae ase.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
“Sɛ mabu mʼasomfo mmarima ne mmea ntɛnkyew, bere a wɔne me nyaa asɛm,
14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
sɛ Onyankopɔn de si mʼanim a dɛn na mɛyɛ? Sɛ wɔfrɛ me akontaabu a, mmuae bɛn na mɛma?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
Ɛnyɛ nea ɔbɔɔ me wɔ ɔyafunu mu no na ɔbɔɔ wɔn? Ɛnyɛ onipa koro no na ɔyɛɛ yɛn baanu wɔ yɛn nanom yafunu mu?
16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
“Sɛ mamma ahiafo nea wɔn koma pɛ anaa mama akunafo ani ayɛ wɔn yaw,
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
sɛ mabɔ mʼaduan ho atirimɔden a mamma ayisaa bi,
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
nanso efi mmerantebere mu matetew no sɛnea agya bɛyɛ, na efi ɔyafunu mu, mahwɛ akunafo.
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
Sɛ mahu obi a onni adurade na ɔrebrɛ, anaa ohiani bi a onni atade,
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
na sɛ wɔamfi koma mu anhyira me sɛ mede me nguan ho nwi kaa wɔn hyew,
21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
sɛ mama me nsa so atia ayisaa bi, esiane sɛ mewɔ tumi wɔ asennii nti a,
22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
ɛno de, ma me basa mpan mfi me mmati, ma emmubu mfi nʼapɔw so.
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
Misuroo ɔsɛe a efi Onyankopɔn nkyɛn, na nʼanuonyam ho suro nti mantumi anyɛ saa nneyɛe no.
24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
“Sɛ mede me werɛ ahyɛ sikakɔkɔɔ mu anaasɛ maka akyerɛ sikakɔkɔɔ ankasa se, ‘Wo na wobɔ me ho ban,’
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
sɛ masɛpɛw me ho wɔ mʼahode bebrebe nti, ahode a me nsa aka yi,
26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
sɛ mahwɛ owia ne ne hyerɛn anaa ɔsram a ɔnam anuonyam mu,
27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
ama aka me koma a obiara nnim na me nsa yɛɛ wɔn atuu de nidi maa wɔn a,
28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
ɛno de, na eyinom nso bɛyɛ bɔne a wobu ho atɛn, efisɛ na manni Onyankopɔn a ɔte ɔsoro no nokware.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
“Sɛ mʼani gyee wɔ me tamfo amanehunu nti anaa mesrew no wɔ ɔhaw a aba ne so nti,
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
memmaa mʼano nyɛɛ bɔne sɛ mɛdome ne nkwa,
31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
sɛ nnipa a wɔwɔ me fi mu nkaa da sɛ, ‘Hena na Hiob pon so nam mmee no da?’
32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
Ɔhɔho biara anna abɔnten so da, efisɛ me pon ano daa hɔ da biara maa akwantufo,
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
Makata me bɔne so sɛnea nnipa yɛ de mʼafɔdi ahyɛ me koma mu
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
esiane sɛ misuroo nnipadɔm ne ahohora a efi mmusua hɔ no nti na meyɛɛ komm a mamfi adi.
35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
(“Ao, sɛ anka mewɔ obi a obetie me. Mede me din ahyɛ mʼanoyi ase, ma Otumfo no mmua me; ma nea ɔbɔ me kwaadu no nkyerɛw ne sobobɔ.
36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
Ampa ara, mɛhyɛ wɔ me mmati, mɛhyɛ sɛ ahenkyɛw.
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
Mebu mʼanammɔntu biara ho akontaa akyerɛ no; mɛkɔ nʼanim sɛ ɔheneba.)
38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
“Sɛ mʼasase teɛ mu tia me na nusu fɔw ne nkɔ nyinaa,
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
sɛ madi so aba a mintuaa ka anaasɛ mabu so apaafo no aba mu a,
40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
ma nsɔe mfifi nsi awi anan mu na wura mfuw nsi atoko anan mu.” Hiob nsɛm no asi.
