Job 31

1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;

Vjeru uèinih sa oèima svojim, pa kako bih pogledao na djevojku?

2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Jer kakav je dio od Boga ozgo? i kakvo našljedstvo od svemoguæega s visine?

3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?

Nije li pogibao nevaljalome i èudo onima koji èine bezakonje?

4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Ne vidi li on putove moje, i sve korake moje ne broji li?

5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —

Ako hodih s lažju ili ako pohitje noga moja na prijevaru,

6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —

Neka me izmjeri na mjerilima pravijem, i neka Bog pozna dobrotu moju.

7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

Ako su koraci moji zašli s puta, i ako je za oèima mojim pošlo srce moje, i za ruke moje prionulo štogod,

8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Neka ja sijem a drugi jede, i neka se iskorijene izdanci moji.

9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

Ako se zanijelo srce moje za kojom ženom, i ako sam vrebao na vratima bližnjega svojega,

10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Neka drugomu melje žena moja, i neka se drugi nad njom povijaju.

11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,

Jer je to grdilo i bezakonje za sudije.

12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

Jer bi to bio oganj koji bi proždirao do uništenja, i svu bi moju ljetinu iskorijenio.

13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,

Ako nijesam htio doæi na sud sa slugom svojim ili sa sluškinjom svojom, kad bi se tužili na mene;

14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?

Jer šta bih èinio kad bi se Bog podigao, i kad bi potražio, šta bih mu odgovorio?

15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

Koji je mene stvorio u utrobi, nije li stvorio i njega? nije li nas on isti sazdao u materici?

16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

Ako sam odbio siromasima želju njihovu, i oèi udovici zamutio,

17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —

I ako sam zalogaj svoj sam jeo a nije ga jela i sirota,

18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

Jer je od mladosti moje rasla sa mnom kao kod oca, i od utrobe matere svoje vodao sam je;

19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —

Ako sam gledao koga gdje gine nemajuæi haljine, i siromaha gdje se nema èim pokriti,

20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.

Ako me nijesu blagosiljala bedra njegova što se runom ovaca mojih utoplio,

21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,

Ako sam izmahnuo rukom na sirotu, kad vidjeh na vratima pomoæ svoju,

22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!

Neka mi ispadne rame iz pleæa, i ruka moja neka se otkine od zgloba.

23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!

Jer sam se bojao pogibli od Boga, kojega velièanstvu ne bih odolio.

24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

Ako sam polagao na zlato nadanje svoje, ili èistome zlatu govorio: uzdanico moja!

25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,

Ako sam se veselio što mi je imanje veliko i što mnogo steèe ruka moja,

26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,

Ako sam gledao na sunce, kad sjaje, i na mjesec, kad ponosito hodi,

27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —

I srce se moje potajno prevarilo i ruku moju poljubila usta moja,

28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

I to bi bilo bezakonje za sudije, jer bih se odrekao Boga ozgo;

29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —

Ako sam se radovao nesreæi nenavidnika svojega, i ako sam zaigrao kad ga je zlo zadesilo,

30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.

Jer ne dadoh jeziku svojemu da griješi tražeæi dušu njegovu s proklinjanjem;

31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —

Ako ne govorahu domašnji moji: ko bi nam dao mesa njegova? ne možemo se ni najesti;

32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.

Stranac nije noæivao na polju; vrata svoja otvorao sam putniku;

33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet

Ako sam kao što èine ljudi tajio prijestupe svoje i krio svoje bezakonje u svojim njedrima,

34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —

Ako sam i mogao plašiti veliko mnoštvo, ipak od najmanjega u domu bijaše me strah; zato muèah i ne odlažah od vrata.

35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

O da bih imao koga da me sasluša! Gle, želja je moja da mi svemoguæi odgovori i suparnik moj da mi napiše knjigu.

36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

Nosio bih je na ramenu svom, vezao bih je sebi kao vijenac,

37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Broj koraka svojih kazao bih mu, kao knez pristupio bih k njemu.

38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,

Ako je na me vikala moja zemlja, i brazde njezine plakale,

39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

Ako sam jeo roda njezina bez novaca i dosaðivao duši gospodara njezinijeh,

40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

Mjesto pšenice neka mi raða trnje, i mjesto jeèma kukolj. Svršiše se rijeèi Jovove.