Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
Kua oti taku kawenata ki oku kanohi; kia whakaaroaro ahau hei aha ki te kotiro?
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
He aha ta te Atua wahi e tuwha mai ai i runga? He aha ta te Kaha Rawa taonga tupu i te wahi tiketike?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
He teka ianei he whakangaromanga mo te tangata kino? he whiu mo nga kaimahi o te he?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
He teka ianei e kitea ana e ia oku ara, e taua ana e ia oku hikoinga katoa?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
Ki te mea i haere ahau i runga i te tekateka noa, a i hohoro toku waewae ki te tinihanga;
6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
Kia paunatia ahau i runga i te pauna tika, kia mohio ai te Atua ki toku tapatahi:
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
Ki te mea i kotiti ke toku hikoinga i te ara, a i whai toku ngakau i oku kanohi; a ki te mea i mau te tongi ki oku ringa;
8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
Kati, ko ahau hei whakato, a ma tetahi atu e kai; ae ra, tukua nga hua o taku mara kia hutia atu.
9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
Ki te mea i whakawairangitia toku ngakau e te wahine, a i whanga ahau i te tatau o toku hoa;
10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
Heoi kia huri paraoa taku wahine ma tetahi atu, kia piko iho ano hoki nga tangata ke ki runga i a ia.
11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
He kino rawa hoki tera; ae ra, he he e tika ana kia whiua e nga kaiwhakawa:
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
He ahi hoki tera e kai ana ki te whakangaromanga rawa, poto noa aku hua katoa.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
Ki te mea i whakahaweatia e ahau te whakawa a taku pononga tane, a taku pononga wahine, i a raua e totohe ana ki ahau;
14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
Ka pehea ra ahau ina whakatika te Atua? He aha taku kupu e whakahoki ai ki a ia ina tae mai ia ki te titiro?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
He teka ranei na toku kaihanga ia i hanga i roto i te kopu? a nana, na te kotahi, i whai ahua ai maua i roto i te puku?
16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
Ki te mea i kaiponuhia e ahau ta nga rawakore i hiahia ai, a meinga ana e ahau nga kanohi o te pouaru kia pau i te minamina;
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
Ki te mea ranei i kainga taku maramara e toku kotahi, a kihai te pani i kai i tetahi wahi;
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
He mea whakatupu ia naku no toku taitamarikitanga ra ano me te mea ko tona papa ahau: ko te pouaru he mea arahi naku no te kopu ra ano o toku whaea;
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
Ki te mea i kite ahau i tetahi e tata ana ki te mate, he kore no te kakahu, a kahore he uhi mo te rawakore;
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
Ki te mea kihai tona hope i whakapai ki ahau, a kihai ia i mahana i nga huruhuru o taku kahui:
21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
Ki te mea i ara toku ringa hei pehi i te pani, i toku kitenga he awina tera moku kei te kuwaha;
22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
Na kia marere atu toku pokohiwi i roto i te peke, kia whati te takakau o toku ringa.
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
Ko te whiu hoki a te Atua taku i wehi ai; kihai hoki i taea e ahau te aha i tona nui.
24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
Ki te mea i u toku whakaaro ki te koura, a i mea ahau ki te koura parakore, Ko koe taku e whakawhirinaki atu ai;
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
Ki te mea i koa ahau ki te maha o oku rawa, a ki te nui o ta toku ringa i whiwhi ai;
26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
Ki te mea i kite ahau i te ra e whiti ana, i te marama ranei e haere ana i tona tiahotanga;
27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
A ka kumea pukutia atu toku ngakau, ka kihia toku ringa e toku mangai:
28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
Na he kino tenei hei whiunga ma nga kaiwhakawa: he teka hoki naku ki te Atua i runga.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
Ki te mea i koa ahau ki te whakangaromanga o te tangata i kino ki ahau, i whakaara ake ranei i ahau i te panga o te he ki a ia;
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
Ae, kihai ahau i tuku i toku mangai kia hara, kihai i whai kia kanga tona wairua;
31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
Ki te mea kahore nga tangata o toku teneti i mea, Tena koa te tangata kihai nei i makona i tona kikokiko?
32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
Kihai te manene i moe i waho; i whakatuwheratia ano e ahau oku tatau ki te tangata haere;
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
Ki te mea i pera ahau me Arama, i hipoki i oku he, i huna i toku kino ki roto ki toku uma;
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
I wehi hoki ahau i te huihui nui, i mataku ki te whakahawea a nga hapu, a whakarongo kau ana, kihai hoki i puta ki waho
35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
Aue, me i whakarongo mai tetahi ki ahau! Nana, tenei taku tohu, ma te Kaha Rawa e whakahoki mai he kupu ki ahau; me i ahau noa te pukapuka i tuhituhia e toku hoariri!
36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
Ina, kua amohia e ahau i runga i toku pokohiwi; kua herea e ahau hei karauna moku.
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
Kua whakaaturia e ahau ki a ia te maha o oku hikoinga; rite tonu ki ta te rangatira taku whakatata atu ki a ia.
38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
Ki te tangi taku oneone, he whakahe ki ahau, ki te uru ano ona moa ki te aue,
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
Ki te mea i kainga e ahau ona hua, he mea kihai i utua, a naku ranei ona ariki i mate ai,
40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
Na, kia riro pu te witi i te tataramoa, te parei i te taru kino. Heoi ano nga korero a Hopa.
