Job 31

1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;

“Nga orala tari sie wulela na ku In tia ngetnget in mwel nu sin sie mutan fusr.

2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Mea God Kulana El oru nu sesr uh? El akfalye fuka orekma lun mwet uh?

3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?

El supwama ongoiya ac mwe kunausla Nu sin mwet su oru ma sesuwos.

4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

God El etu ma nukewa nga oru uh; Ac El suiya fahluk nukewa luk.

5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —

“Nga fulahk lah wangin pacl nga oru ma koluk, Ac nga tia wi srike in aklalfonye mwet saya.

6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —

Lela God Elan pauniyu ke sie mwe paun suwohs, Na El ac fah liye lah wangin ma sufal luk.

7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

Nga fin kuhfla liki inkanek pwaye, Ku lela in kifusyukla nga nu ke ma koluk; Ac pouk fin tunla ke ma koluk,

8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Na lela sacn sunuk uh in kunausyukla, Ku lela mwet saya uh in kangla mwe mongo ma nga yukwi uh.

9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

“Nga fin tuh ngetnget in mwel nu sin mutan kien mwet tulan luk, Ac wikla soanel likin lohm sel uh,

10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Na lela mutan kiuk uh in orek mongo nun sie pacna mukul, Ac motul in mwe oan kien sie pacna mwet.

11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,

Kain sulallal ouinge enenu in kaiyuk ke kalya na upa.

12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

Ac fah oana sie e ma kunausla ma nukewa, Ac esukak ma nukewa luk.

13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,

“Ke pacl sie sin mwet kulansap luk, mukul ku mutan, ac suk suwohs lal yuruk, Nga ac akfulatye suk lal uh, ac srike in akwoyela.

14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?

Nga fin tia oru in wo nu sel, na nga ac ngetnget fuka nu sin God? Mea nga ac ku in fahk ke God El ac tuku in nununkeyu?

15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

God se na ma oreyula uh, Pa orala pac mwet kulansap luk uh.

16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

“Wangin sie pacl nga srangesr kasru mwet sukasrup uh; Nga tia wi lela katinmas uh in muta in ongoiya,

17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —

Ku lela tulik mukaimtal uh in masrinsral ke nga mongo uh.

18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

In moul luk nufon, nga mutana kasru mwet ouinge.

19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —

“Nga fin konauk sie mwet in oasr enenu lal, Su arulana sukasrup, ac tia ku in moli nuknuk lal,

20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.

Na nga ac kital nuknuk ma orekla ke unen sheep Su tuku ke un sheep nutik sifacna. Na el ac kaksakinyu ke insial nufon.

21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,

“Fin oasr pacl ma nga kutasrik nu sin kutena tulik mukaimtal, Ke nga etu lah fin sun nununku, nga ac kutangla,

22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!

Na lela in kotkot uh pouk; Ku lela pouk in ayukla liki finpisuk.

23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!

Ke sripen nga sangeng ke kaiyuk lun God, Nga tia ku in oru ouiya inge.

24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

“Wanginna pacl nga lulalfongi ke mwe kasrup

25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,

Ku inse fulat ke mwe kasrup luk.

26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,

Wangin pac pacl nga alu nu ke kalmen faht uh, Ku nu ke katwen malem uh.

27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —

Soenna oasr pacl kifusyukla nga in akfulatye ma inge, Ku ngan pasrla in akkalemye sunak luk nu selos.

28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Kain ma koluk ouinge fal in kaiyuk sin nununku, nu ke misa; Mweyen ma inge aklusrongtenye God Kulana.

29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —

“Nga tia wi engankin pacl mwet lokoalok luk elos keok, Ku pwarkin pacl elos sun ongoiya;

30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.

Wangin pacl nga akfohkfokyela oalik ke sripen nga pre tuh elos in misa.

31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —

Mwet orekma luk nukewa etu lah Pacl nukewa nga insewowo in paing mwetsac nu in lohm sik.

32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.

Nga solama pac mwet fahsr nu in lohm sik, Ac tia lela elos in motul inkanek uh.

33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet

“Kutu mwet uh srike in okanla ma koluk lalos, Tusruktu nga tia wi okanla ma koluk luk uh.

34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —

Nga tia wi muta misla ku wikla in lohm sik Mweyen nga motok kas lun mwet, Ku sangeng ke kas in akkoluk lalos uh.

35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

“Mea, wanginna mwet ac ku in porongo ma nga fahk inge? Nga fulahk lah kas inge nufon kas na pwaye. Lela God Kulana Elan topukyu. “Fin simla kas ma mwet alein nu sik inge sang lainyu uh Ngan ku in liye,

36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

Nga lukun tia sensen in srupusrak in oan finpisuk, Ac filiya fin sifuk oana sie tefuro.

37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Nga ac fahkak nu sin God ma nukewa ma nga oru uh, Ac tia tupwek in tu ve mutal.

38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,

“Fin acn ma nga imai inge ma nga pisrala, Ku eisla sin mwet su ma la na pwaye uh —

39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

Ac nga fin kang mwe mongo ma kapak fin acn inge, A nga fuhlela mwet ma imaela uh in masrinsral —

40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

Na lela tuh in tia wheat ac barley pa kapak we, A in pulac na ac kokul.” Pa inge saflaiyen kas lal Job.