Job 31

1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;

“Niĩ nĩtwarĩĩkanĩire na maitho makwa ndikanarore mũirĩtu ndĩmwĩrirĩrie.

2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Nĩ ũndũ-rĩ, kaĩ rũgai rwa mũndũ kuuma igũrũ kwa Ngai rũkĩrĩ kĩĩ? Igai rĩake nĩ rĩrĩkũ kuuma kũrĩ ũcio Mwene-Hinya-Wothe ũrĩ igũrũ?

3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?

Githĩ ti kwanangwo kwa arĩa aaganu, na mũtino kũrĩ arĩa meekaga maũndũ mooru?

4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Githĩ we ndonaga njĩra ciakwa, na agatara o ikinya o ikinya rĩakwa?

5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —

“Ingĩkorwo thiiaga na njĩra itarĩ cia ma-rĩ, kana kũgũrũ gwakwa gũkahiũha thiĩ ngaheenanie-rĩ,

6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —

Ngai nĩathime na ratiri cia kĩhooto, nake nĩekũmenya atĩ niĩ ndirĩ ũcuuke;

7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

makinya makwa mangĩkorwo nĩmahũkĩte makoima njĩra-inĩ, nayo ngoro yakwa ĩngĩkorwo nĩĩtongoretio nĩ maitho makwa, kana moko makwa makorwo nĩmathaahĩtio-rĩ,

8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

hĩndĩ ĩyo kĩrĩa haandĩte kĩrorĩĩo nĩ andũ angĩ, nacio irio cia mĩgũnda yakwa iromunywo.

9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

“Ngoro yakwa ĩngĩkorwo yanaheenererio nĩ mũndũ-wa-nja, kana ngorwo ndanaceema mũrango-inĩ wa mũndũ wa itũũra,

10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

hĩndĩ ĩyo mũtumia wakwa arothĩa ngano ya mũndũ ũngĩ, na arũme angĩ tiga niĩ marokoma nake.

11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,

Nĩgũkorwo ũndũ ũcio nĩ ũmaramari wa thoni, na nĩ rĩĩhia rĩa gũtuĩrwo ciira nĩ kĩama.

12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

Tondũ ũcio nĩ mwaki ũrĩa ũcinaga nginya ũkaananga; na nĩũngĩamunyĩte magetha makwa mothe.

13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,

“Ingĩkorwo nĩnyimĩte ndungata ciakwa cia arũme na cia andũ-a-nja kĩhooto rĩrĩa manateta nĩ ũndũ wakwa-rĩ,

14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?

niĩ ngeeka atĩa rĩrĩa Mũrungu akaanjũkĩrĩra? Ngaacookia atĩa rĩrĩa ngeetwo ndĩĩtetere ũhoro-inĩ ũcio?

15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

Githĩ ũcio wanyũũmbire kũu nda ya maitũ to we wamoombire? Githĩ tiwe watũthondekire tũrĩ kũu nda cia aa maitũ?

16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

“Ingĩkorwo ndanaima athĩĩni kĩrĩa maanerirĩria, kana ngareka maitho ma mũtũmia wa ndigwa morwo nĩ hinya-rĩ,

17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —

ingĩkorwo ndĩĩaga irio ciakwa nyiki, ngaaga kũgayana na ũrĩa ũtarĩ ithe-rĩ,

18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

(no niĩ kuuma ũnini wakwa, mwana ta ũcio ndaamũreraga o ta ũrĩa angĩarerirwo nĩ ithe, na kuuma gũciarwo gwakwa ndũire ndongoragia mũtumia wa ndigwa)

19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —

ingĩkorwo ndanoona mũndũ agĩkua nĩ ũndũ wa kwaga nguo, kana ngoona mũndũ mũbatari atarĩ kĩndũ gĩa kwĩhumba,

20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.

na ngoro yake ndĩandathimire nĩ ũndũ wa kũmũiguithia ũrugarĩ na guoya wa ngʼondu ciakwa-rĩ,

21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,

ingĩkorwo ndanoya guoko gwakwa ngookĩrĩra mwana ũtarĩ ithe, nĩkũmenya atĩ no nyone wa kũndeithia kwagĩa ciira igooti-inĩ-rĩ,

22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!

hĩndĩ ĩyo guoko gwakwa kũroahũkĩra kĩande-inĩ kũgwe, kũroinĩkĩra o irũngo-inĩ.

23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!

Nĩ ũndũ nĩndetigagĩra mwanangĩko uumĩte kũrĩ Mũrungu, na nĩ ũndũ wa gwĩtigĩra riiri wake, ndingĩekire maũndũ ta macio.

24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

“Ingĩkorwo nĩnjigĩte mwĩhoko wakwa harĩ thahabu, kana ngeera thahabu ĩrĩa therie mũno atĩrĩ, ‘Wee nĩwe ũgitĩri wakwa,’

25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,

ingĩkorwo ndanakenera ũtonga wakwa mũnene, kana ngakenera uumithio ũrĩa moko makwa mecarĩirie-rĩ,

26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,

ingĩkorwo ndanarũmbũiya riũa rĩarĩte, kana mweri ũgĩthiĩ ũcangararĩte,

27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —

na ngoro yakwa ĩkĩheenererio nĩcio na hitho, kana guoko gwakwa gũgĩcikinyĩria kĩmumunyano gĩa gũcitĩĩa-rĩ,

28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

o na macio mangĩtuĩka mehia ma gũtuĩrwo ciira, nĩgũkorwo ingĩtuĩkĩte mũndũ ũtarĩ mwĩhokeku harĩ Mũrungu ũrĩa ũrĩ igũrũ.

29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —

“Ingĩkorwo ndaanakena nĩ thũ yakwa kuona mũtino, kana ngĩmĩthekerera rĩrĩa thĩĩna wamĩkora,

30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.

no niĩ ndirĩ ndetĩkĩra kanua gakwa keehie na ũndũ wa kũhoera muoyo wayo kĩrumi,

31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —

kũngĩkorwo andũ a nyũmba yakwa matirĩ moiga atĩrĩ, ‘Nũũ ũtarĩ warĩa nyama cia Ayubu akahũũna?’

32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.

no gũtirĩ mũgeni wanaraara njĩra-inĩ, nĩ ũndũ mũrango wa mũciĩ wakwa ũtũire ũhingũrĩirwo mũgendi,

33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet

ingĩkorwo ndaanahitha mehia makwa, ta ũrĩa andũ meekaga, na ũndũ wa kũhitha mahĩtia ngoro-inĩ yakwa

34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —

tondũ wa gwĩtigĩra kĩrĩndĩ, o na gwĩtigĩra kũmenwo nĩ mĩhĩrĩga ngagĩkira ki na ndiume nja-rĩ,

35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

(“Naarĩ korwo ndaarĩ na mũndũ wa kũnjigua! Rĩu nĩndekĩra rũũri rwa kwĩyarĩrĩria: reke Mwene-Hinya-Wothe anjookerie ũhoro; reke mũũthitangi andĩke marũa ma thitango yake.

36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

Ti-itherũ marũa macio ingĩmaigĩrĩra kĩande, ndĩmehumbe taarĩ thũmbĩ.

37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Njooke ndĩmũhe ũhoro wakwa ikinya gwa ikinya; ndĩmũkuhĩrĩrie ta ndĩ mũnene.)

38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,

“Korwo mũgũnda wakwa wakaya, ũnjũkĩrĩre, nayo mĩtaro yaguo yothe ĩkorwo ĩkĩrĩra maithori,

39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

ingĩkorwo ndanarĩa maciaro maguo iteekũrĩha, kana ngoraga ngoro cia ene guo-rĩ,

40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

hĩndĩ ĩyo congʼe ũrokũra kuo handũ ha ngano, na riya handũ ha cairi.” Ndeto cia Ayubu nĩciathira.