< Job 31 >
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
