Job 31

1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;

Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?

Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —

Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —

— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,

Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,

Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?

— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —

og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —

dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.

dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,

dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!

Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!

Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,

dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,

dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —

og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —

dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.

— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —

dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.

— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet

dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —

fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,

Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.