< Job 31 >

1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
Sa svojim očima savez sam sklopio da pogledat neću nijednu djevicu.
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
A što mi je Bog odozgo dosudio, kakva mi je baština od Svesilnoga?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
TÓa nije li nesreća za opakoga, a nevolja za one koji zlo čine?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Ne proniče li on sve moje putove, ne prebraja li on sve moje korake?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
Zar sam ikad u društvu laži hodio, zar mi je noga k prijevari hitjela?
6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
Nek' me na ispravnoj mjeri Bog izmjeri pa će uvidjeti neporočnost moju!
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
Ako mi je korak s puta kad zašao, ako mi se srce za okom povelo, ako mi je ljaga ruke okaljala,
8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
neka drugi jede što sam posijao, neka sve moje iskorijene izdanke!
9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
Ako mi zavede srce žena neka, ako za vratima svog bližnjeg kad vrebah,
10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
neka moja žena drugom mlin okreće, neka s drugim svoju podijeli postelju!
11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
Djelo bestidno time bih počinio, zločin kojem pravda treba da presudi,
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
užego vatru što žeže do Propasti i što bi svu moju sažgala ljetinu.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
Ako kada prezreh pravo sluge svoga il' služavke, sa mnom kad su se parbili,
14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
što ću učiniti kada Bog ustane? Što ću odvratit' kad račun zatraži?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
Zar nas oba on ne stvori u utrobi i jednako sazda u krilu majčinu?
16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
Ogluših li se na molbe siromaha ili rasplakah oči udovičine?
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
Jesam li kada sam svoj jeo zalogaj a da ga nisam sa sirotom dijelio?
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
TÓa od mladosti k'o otac sam mu bio, vodio sam ga od krila materina!
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
Zar sam beskućnika vidio bez odjeće ili siromaha kog bez pokrivača
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
a da mu bedra ne blagosloviše mene kad se runom mojih ovaca ogrija?
21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
Ako sam ruku na nevina podigao znajuć' da mi je na vratima branitelj,
22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
nek' se rame moje od pleća odvali i neka mi ruka od lakta otpadne!
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
Jer strahote Božje na mene bi pale, njegovu ne bih odolio veličanstvu.
24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
Zar sam u zlato pouzdanje stavio i rekao zlatu: 'Sigurnosti moja!'
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
Zar sam se veliku blagu radovao, bogatstvima koja su mi stekle ruke?
26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
Zar se, gledajući sunce kako blista i kako mjesec sjajni nebom putuje,
27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
moje srce dalo potajno zavesti da bih rukom njima poljubac poslao?
28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
Grijeh bi to bio što za sudom vapije, jer Boga višnjega bih se odrekao.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
Zar se obradovah nevolji dušmana i likovah kad ga je zlo zadesilo,
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
ja koji ne dadoh griješiti jeziku, proklinjući ga i želeći da umre?
31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
Ne govorahu li ljudi mog šatora: 'TÓa koga nije on mesom nasitio'?
32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
Nikad nije stranac vani noćivao, putniku sam svoja otvarao vrata.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
Zar sam grijehe svoje ljudima tajio, zar sam u grudima skrivao krivicu
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
jer sam se plašio govorkanja mnoštva i strahovao od prezira plemenskog te sam mučao ne prelazeć' svoga praga?
35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
O, kad bi koga bilo da mene sasluša! Posljednju sam svoju riječ ja izrekao: na Svesilnom je sad da mi odgovori! Nek' mi optužnicu napiše protivnik,
36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
i ja ću je nosit' na svome ramenu, čelo ću njome k'o krunom uresit'.
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
Dat ću mu račun o svojim koracima i poput kneza pred njega ću stupiti.”
38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
Ako je na me zemlja moja vikala, ako su s njom brazde njezine plakale;
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
ako sam plodove jeo ne plativši i ako sam joj ojadio ratare,
40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
[40a] neka mjesto žita po njoj niče korov, a mjesto ječma nek' posvud kukolj raste! [40b] Konac riječi Jobovih.

< Job 31 >