Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
Paipi te ka mik neh ka saii dongah me tlam lae oila te ka yakming eh?
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
A so lamkah Pathen khoyo neh hmuensang lamkah Tlungthang rho te menim?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
Boethae ham rhainah neh boethae aka saii ham yoethaenah moenih a?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Amah loh ka longpuei a hmuh tih ka khokan boeih he a tae moenih a?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
A poeyoek taengah ka pongpa tih ka kho loh a hlangthai palat taengla a tawn uh atah,
6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
Duengnah cooi dongah kai n'khiing saeh lamtah Pathen loh ka muelhtuetnah ming saeh.
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
Longpuei lamloh ka khokan a buung atah, ka mik hnukah ka lungbuei cet tih ka kut dongah a lolhmaih a kap atah,
8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
ka soem vaengah a tloe loh ca saeh lamtah ka cadil rhoek te ha uh saeh.
9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
Huta loh ka lungbuei a hlae tih ka hui kah thohka ah ka rhongngol atah,
10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
Ka yuu loh a tloe la kuelh saeh lamtah a taengah hlang tloe bakop mai saeh.
11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
Te dongah te khonuen rhamtat neh te te thaesainah rhokhan ni.
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
Te hmai loh Abaddon duela a hlawp tih ka cangvuei te boeih ha.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
Ka salpa neh ka salnu loh kai taengah a tuituk vaengah tiktamnah ka hnawt atah,
14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
Pathen a thoh vaengah balae ka saii vetih n'hip vaengah amah te metlam ol ka mael eh?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
Bungko khuiah kai aka saii loh anih a saii moenih a? Kaimih he bung khuiah pakhat la n'cuen sak.
16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
tattloel kah kongaih te ka hloh pah tih nuhmai mik te ka khah sak koinih,
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
Kamah buhkam te kamah bueng loh ka caak tih cadah loh ca pawt koinih,
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
Ka camoe lamloh napa bangla ka taengah pantai tih nuhmai khaw a nu bung lamloh ka mawt.
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
Pueinak mueh tih himbai tling la aka milh khodaeng te ka hmuh mai tih,
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
A pumpu, a pumpu ah kai n'uem uh vaengah ka tu mul neh ka hlung pawt mai koinih,
21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
Vongka ah kai bomkung te ka hmuh vaengah ka kut he cadah soah ka ka thueng atah,
22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
ka laengpang he a hnuk lamloh rhul saeh lamtah ka ban a cung dong lamloh tlawt mai saeh.
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
Pathen taengkah rhainah te kai ham ka birhihnah la a om dongah a boeimangnah te ka noeng moenih.
24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
Sui te ka uepnah la ka khueh tih sui cilh te ka pangtungnah la ka thui koinih,
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
Ka thadueng len tih ka kut loh a khuet la a hmuh dongah ka kokhahnah atah,
26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
Vangnah dongah a thangthen tih hla vang a thoeih te ka hmuh vaengah,
27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
ka lungbuei he yinhnuk ah hloih tih ka kut loh ka ka te mok koinih.
28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
He khaw a so kah Pathen taengah ka basa la om vetih thaesainah lai la om ni.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
Ka lunguet kah yoethaenah dongah ka kohoe tih yoethae loh anih taengla a thoeng te ka haenghang puei atah,
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
A hinglu te thaephoeinah neh hoe hamla ka ka he laihmu la ka khueh aih moenih.
31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
Ka dap kah hlang rhoek loh, “U long nim a maeh te a cung pawt la a paek eh?” a ti uh moenih a?
32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
Ka thohkhaih kah yinlai te caehlong ka ong pah tih vongvoel ah a rhaeh moenih.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
Hlang bangla ka boekoeknah ka dah tih, kai kathaesainah he ka thindang ah ka det mai akhaw,
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
hlangping te yet taengah ka sarhing tih huiko kah nueihbu loh kai n'rhihyawp sak. Te dongah ka kuemsuem tih thohka la ka moe pawh.
35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
Kai taengkah aka hnatun la kamah taengah u long nim m'paek lah mako? Ka kutha he Tlungthang loh kai n'doo saeh lamtah ka tuituknah he hlang loh cabu la daek saeh.
36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
Te te ka laengpang ah ka koh vetih te te ka soah rhuisam la ka laikoeinah het mahpawt nim?
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
Ka khokan tarhing la a taengah ka puen lah vetih anih te rhaengsang bangla ka paan lah mako.
38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
Ka khohmuen loh kai m'pang thil tih a kong te rhenten rhap koinih,
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
A thadueng te tangka mueh la ka caak tih a kungmah kah hinglu ka yawn sak atah,
40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
Cang yueng la mutlo hling, cangtun yueng la saeldol khaw poe saeh,” a ti. Job kah ol bawt coeng.
