Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
Tangla to koehhaih mik hoiah ka khet han ai ah, ka mik hoi lokkamhaih to ka sak.
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
To tiah nahaeloe Sithaw mah ranui bang hoiah kawbaktih taham maw paek ueloe, ranui ih Thacak Sithaw mah kawbaktih toep han koi qawk maw paek tih?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
Kasae kaminawk hanah amrohaih om ueloe, zaehaih sah kaminawk hanah anghmathaih om mak ai maw?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Anih mah loe ka caehhaih loklamnawk to panoek moe, ka khok tangkannawk doeh kroek boih na ai maw?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
Amsoem ai ah ka caeh moe, alinghaih bangah ka khok tangkan to rang nahaeloe,
6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
kamsoem coih tahhaih hoiah na tah nasoe loe, coek koi om ai ah kho ka sakhaih to Sithaw mah panoek nasoe.
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
Loklam kam khraeng ving moe, ka palungthin mah ka mik koehhaih hnukah patom moeng maw, to tih ai boeh loe ka ban ah panuet thok hmuen maw akap moeng nahaeloe,
8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
ka patit ih thingthai to minawk kalah mah caa nasoe, ue, ka patit ih akungnawk doeh aphong o king nasoe.
9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
Nongpata maeto mah ka palung hae pacuek moe, ka imtaeng kami ih khongkha ah anih to ka zing nahaeloe,
10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
ka zu mah minawk ih cang to daeng pae nasoe loe, minawk mah ka zu to muk o nasoe.
11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
Hae hmuen loe kalen parai zaehaih ah oh; ue, lokcaekkung mah danpaek han koi zaehaih ah oh.
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
To zaehaih loe amrosak thaih hmai, ka tawnh ih hmuennawk tangzuun khoek to kangh boih hmai ah oh.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
Ka tamna nongpa hoi nongpatanawk mah kai laisaep o thuih naah, nihcae to khet ka patoek nahaeloe,
14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
Sithaw amtueng naah timaw ka sak moe, lokcaek naah timaw ka pathim han?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
Anih doeh kai sahkung Sithaw mah na ai maw sak? Kaihnik loe sahkung maeto mah na ai maw zok thungah sak hmaek?
16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
Caaknaek tawn ai kami hanah caaknaek ka paek ai maw, lamhmai ih mik to kam rosak maw,
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
to tih ai boeh loe amno ampa tawn ai kaminawk hanah caaknaek paek ai ah, kaimabueng ah ka caak maw,
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
(ka thendoeng nathuem hoi ampa ah angcoeng khoek to caaknaek tawn ai kami to ka pacah, ka tapen tangsuek natuem hoi anih to ka bomh boeh; )
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
khukbuen tawn ai ah dueh kami hoi khukbuen tawn ai ah kaom amtang kami to ka hnuk moe,
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
kai mah anih to bae um ah tuumui kang khuksak ai pongah, anih mah kai tahamhoihaih paek ai maw,
21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
lokcaekhaih im ah kai angdoe haih kami om tih hmang, tiah ka poek pongah, amno ampa tawn ai kami to ka pacaekthlaek nahaeloe,
22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
ka ban tampawk hae palaeng hoiah amkhraeng ving nasoe loe, ka palaeng huh doeh angkhaek lawt nasoe.
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
Sithaw khae hoi ih amrohaih to ka zit, a Lensawkhaih to ka zit pongah to baktih hmuen to ka sah ai.
24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
Sui to kang oep haih maw, to tih ai boeh loe kaciim suitui khaeah, Nang loe ka buephaih ah na oh, tiah ka thuih moeng maw,
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
hmuenmae paroeai ka tawnh moe, ka ban mah hmuenmae paroeai hak thaih pongah kam oek moeng maw,
26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
ni aengh to ka khet moe, a aanghaih hoiah kacaeh khrah to ka khet naah,
27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
tamquta hoi anghoehaih ka tawnh moe, ka pakha mah ka ban hae mok cadoeh;
28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
lokcaek koi kaom zaehaih ah ni oh, ranui koekah kaom Sithaw angphat taak baktiah ni oh.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
Kai hnuma kami amro naah, kang hoe moe, anih raihaih tongh naah, kam oek vai maw,
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
a hinghaih tangoeng moe, zaehaih sak hanah pakha ka aang mak ai.
31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
Ka imthung ah kaom kaminawk mah, zok kamhah ah Job ih moi caa o vai ai, tiah thui o mak ai.
32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
Angvinnawk loklam ah iih o han ai ah, kholong caeh kaminawk hanah khongkha to ka paongh pae.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
Adam baktiah ka zaehaih ka hawk ai, ka zaehaih palung thungah ka hawk vai ai;
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
pop parai kami to ka zit, to tih ai boeh loe acaeng kaminawk mah pahnui thui haih to ka zit pongah, kang hngai duem moe, tasa bang tacawt ai ah ka oh vai maw?
35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
Aw kami maeto mah loe ka lok hae tahngai nasoe! Khenah, vaihi koehhaih lok ka thuih han vop; Thacak Sithaw mah na pathim nasoe; ka zaehaih netkung mah ka zaehaih hae ca ah tarik nasoe.
36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
To ca to palaeng ah ka put moe, sui lumuek baktiah kang muek han.
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
Ka caehhaih khok tangkannawk anih khaeah ka thuih moe, siangpahrang capa baktiah a taengah ka caeh han.
38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
Kai ih long mah kai hae kasae thuih maw, to tih ai boeh loe mikkhraetui hoiah a qah maw,
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
atho paek ai ah anih ih thingthai to ka caak pae moe, laikok tawnkungnawk hinghaih to kam rosak nahaeloe,
40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
cang zuengah soekhringkung amprawk nasoe loe, barli cang zuengah phroh amprawk lat nasoe, tiah a naa. Job ih lok loe hae ah boeng boeh.
