Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
— «Biraq hazir bolsa, yashlar méni mazaq qilidu, Ularning dadilirini hetta padamni baqidighan itlar bilen bille ishleshke yol qoyushnimu yaman körettim.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Ularning maghduri ketkendin kéyin, Qolidiki küch manga néme payda yetküzelisun?
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Yoqsuzluq hem achliqtin yiglep ketken, Ular uzundin buyan chölderep ketken desht-bayawanda quruq yerni ghajaydu.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Ular emen-shiwaqni chatqallar arisidin yulidu, Shumbuyining yiltizlirinimu térip özlirige nan qilidu.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
Ular el-yurtlardin heydiwétilgen bolidu, Kishiler ularni körüpla oghrini körgendek warqirap tillaydu.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Shuning bilen ular sürlük jilghilarda qonup, Tashlar arisida, gharlar ichide yashashqa mejbur bolidu.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Chatqalliq arisida ular hangrap kétidu, Tikenler astida ular dügdiyip olturishidu;
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Nadanlarning, nam-abruyisizlarning baliliri, Ular zémindin sürtoqay heydiwétilgen.
9 Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Men hazir bolsam bularning hejwiy naxshisi, Hetta söz-chöchikining destiki bolup qaldim!
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Ular mendin nepretlinip, Mendin yiraq turup, Yüzümge tükürüshtinmu yanmaydu.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Chünki [Xuda] méning hayat rishtimni üzüp, méni japagha chömdürgen, Shuning bilen shu ademler aldimda tizginlirini éliwetken.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
Ong yénimda bir top chüprende yashlar ornidin turup, Ular putumni turghan yéridin ittiriwetmekchi, Ular sépilimgha hujum pelempeylirini kötürüp turidu;
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Ular yolumni buzuwétidu, Ularning héch yölenchüki bolmisimu, Halakitimni ilgiri sürmekte.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Ular sépilning keng bösük jayidin bösüp kirgendek kirishidu; Weyranilikimdin paydilinip chong tashlardek domilap kirishidu.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Wehimiler burulup méni öz nishani qilghan; Shuning bilen hörmitim shamal ötüp yoq bolghandek heydiwétildi, Awatchiliqimmu bulut ötüp ketkendek ötüp ketti.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Hazir bolsa jénim qachidin tökülüp ketkendek; Azabliq künler méni tutuwaldi.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Kéchiler bolsa, manga söngeklirimgiche sanjimaqta; Aghriqlirim méni chishlep dem almaydu.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
[Aghriqlar] zor küchi bilen manga kiyim-kéchikimdek boldi; Ular könglikimning yaqisidek manga chaplishiwaldi.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Xuda méni sazliqqa tashliwetken, Men topa-changgha we külge oxshash bolup qaldim.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
Men Sanga nale-peryad kötürmektimen, Biraq Sen manga jawab bermeysen; Men ornumdin tursam, Sen peqetla manga qarapla qoyisen.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
Sen özgirip manga bir zalim boldung; Qolungning küchi bilen manga zerbe qiliwatisen;
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Sen méni kötürüp Shamalgha mindürgensen; Boran-chapqunda teelluqatimni yoq qiliwetkensen.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Chünki Sen méni axirida ölümge, Yeni barliq hayat igilirining «yighilish öyi»ge keltürüwatisen.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
U halak qilghan waqtida kishiler nale-peryad kötürsimu, U qolini uzatqanda, duaning derweqe héchqandaq netijisi yoq;
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Men künliri tes kishi üchün yighlap [dua qilghan] emesmu? Namratlar üchün jénim azablanmidimu?
26 Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
Men özüm yaxshiliq kütüp yürginim bilen, yamanliq kélip qaldi; Nur kütkinim bilen, qarangghuluq keldi.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Ichim qazandek qaynap, aramliq tapmaywatidu; Azabliq künler manga yüzlendi.
28 trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
Men quyash nurini körmeymu qaridap yürmektimen; Xalayiq arisida men ornumdin turup, nale-peryad kötürimen.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Men chilbörilerge qérindash bolup qaldim, Huwqushlarning hemrahi boldum.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Térem qariyip mendin ajrap kétiwatidu, Söngeklirim qiziqtin köyüp kétiwatidu.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
Chiltarimdin matem mersiyesi chiqidu, Néyimning awazi haza tutquchilarning yighisigha aylinip qaldi».
