< Job 30 >

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Pero ahora los que son más jóvenes que yo; se burlan de mi, aquellos cuyos padres aborrecería poner con los perros de mis rebaños.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
¿De qué sirve la fuerza de sus manos para mí? toda fuerza se ha ido de ellos.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Se desperdician por la necesidad de comida, mordiendo la tierra seca; Su única esperanza de vida está en la tierra baldía.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Ellos están arrancando verdolagas de la maleza, y comían raíces de árboles.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
Ellos eran rechazados de entre los habitantes de sus ciudades, los hombres gritan contra ellos como ladrones.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Moraban en valles de terror; Tienen que vivir en las cuevas, en los barrancos y las rocas.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Bramaban entre la maleza; Se juntan bajo las espinas.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Son hijos de vergüenza, y de hombres sin nombre, que han sido expulsados de su pueblo.
9 Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Y ahora me he convertido en su canción, y soy la burla de todos.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Les soy asqueroso; Se alejan de mí y me escupen en la cara.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Porque ha desatado el cordón de mi arco, y me ha afligido; Él los enviado y se han desenfrenado delante de mí.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
A mi diestra se levantaron los jóvenes, empujaron mis pies, se pusieron en orden y alzaron sus caminos de destrucción contra mí:
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Han destruido mis caminos, se benefician a causa de mi destrucción; aprovechan que nadie los detiene.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
A través de un agujero en la pared como un portillo, se avalanchan contra mi.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Me ha venido él temor. Mi esperanza se ha ido como el viento, y mi bienestar como una nube.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Pero ahora mi alma se vuelve agua en mí, me superan días de problemas.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
El dolor penetra mis huesos, y no me dieron descanso; No hay fin a mis dolores.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Con gran fuerza desfigura mi ropa, me ciñe como cuello de mi túnica.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
En verdad, Dios me ha rebajado hasta la tierra, y me he vuelto como el polvo.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
No respondes a mi clamor, y no tomas nota de mi oración.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
Te has vuelto cruel conmigo; la fuerza de tu mano me aborrece.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Levantándome, me haces ir en las alas del viento; Estoy deshecho por la tormenta.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Porque estoy seguro de que me llevarás a la muerte y al lugar de reunión ordenado para todos los vivos.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
¿No se ha extendido mi mano para ayudar a los pobres? ¿No he sido para él un salvador en su apuro?
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
¿No he llorado por los oprimidos? ¿Y no estaba mi alma triste por el necesitado?
26 Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
Cuando buscaba el bien, vino el mal; Estaba esperando la luz, y se oscureció.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Mis sentimientos están fuertemente conmovidos, y no me dan descanso; Los días de angustia me han sobrepasado.
28 trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
Ando en ropa oscura, incómodo; Me levanto en el lugar público, pidiendo ayuda.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Me he convertido en un hermano de los chacales, y voy en compañía de avestruces.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Mi piel es negra y se me cae; y mis huesos arden con el calor de mi enfermedad.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
Y mi arpa se ha convertido en luto, y el sonido de mi flauta en el ruido de lamento.

< Job 30 >