Job 30

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.

Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

9 Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;

Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;

Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.

Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

24 Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?

Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

26 Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;

For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

28 trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;

Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!

Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.