Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
But now yongere men in tyme scornen me, whos fadris Y deynede not to sette with the doggis of my flok.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Of whiche men the vertu of hondis was for nouyt to me, and thei weren gessid vnworthi to that lijf.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Thei weren bareyn for nedynesse and hungur; that gnawiden in wildirnesse, and weren pale for pouert and wretchidnesse;
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
and eeten eerbis, aud the ryndis of trees; and the roote of iunyperis was her mete.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
Whiche men rauyschiden these thingis fro grete valeis; and whanne thei hadden foundun ony of alle, thei runnen with cry to tho.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Thei dwelliden in deseertis of strondis, and in caues of erthe, ethir on grauel, `ethir on cley.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Whiche weren glad among siche thingis, and arettiden delices to be vndur buschis.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
The sones of foolis and of vnnoble men, and outirli apperynge not in erthe.
9 Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
But now Y am turned in to the song of hem, and Y am maad a prouerbe to hem.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Thei holden me abhomynable, and fleen fer fro me, and dreden not to spete on my face.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
For God hath openyd his arowe caas, and hath turmentid me, and hath set a bridil in to my mouth.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
At the riytside of the eest my wretchidnessis risiden anoon; thei turneden vpsedoun my feet, and oppressiden with her pathis as with floodis.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Thei destrieden my weies; thei settiden tresoun to me, and hadden the maistri; and `noon was that helpide.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Thei felden in on me as bi a brokun wal, and bi yate openyd, and weren stretchid forth to my wretchidnessis.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Y am dryuun in to nouyt; he took awei my desir as wynd, and myn helpe passide awei as a cloude.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
But now my soule fadith in my silf, and daies of turment holden me stidfastly.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
In nyyt my boon is persid with sorewis; and thei, that eten me, slepen not.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
In the multitude of tho my cloth is wastid, and thei han gird me as with coler of a coote.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Y am comparisound to cley, and Y am maad lijk to a deed sparcle and aisch.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
Y schal cry to thee, and thou schalt not here me; Y stonde, and thou biholdist not me.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
Thou art chaungid in to cruel to me, and in the hardnesse of thin hond thou art aduersarie to me.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Thou hast reisid me, and hast set as on wynd; and hast hurtlid me doun strongli.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Y woot, that thow schalt bitake me to deeth, where an hows is ordeyned to ech lyuynge man.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
Netheles thou sendist not out thin hond to the wastyng of hem; and if thei fallen doun, thou schalt saue.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Y wepte sum tyme on him, that was turmentid, and my soule hadde compassioun on a pore man.
26 Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
Y abood goodis, and yuelis ben comun to me; Y abood liyt, and derknessis braken out.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Myn ynnere thingis buyliden out with outen my reste; daies of turment camen bifor me.
28 trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
Y yede morenynge, and Y roos with out woodnesse in the cumpenye, and criede.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Y was the brother of dragouns, and the felow of ostrigis.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
My skyn was maad blak on me, and my boonys drieden for heete.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
Myn harpe is turned in to morenyng, and myn orgun in to the vois of weperis.
