< Job 30 >
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.