Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Toe vaihi loe kai pongah saning kanawk kaminawk mah ang pahnui o thuih, nihcae ampanawk loe ka panuet moe, tuutoep uinawk hoi nawnto suek han mataeng doeh ka koeh ai.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Ue, nihcae ban thacakhaih loe kai han tidoeh avanghaih om ai, nihcae thacakhaih loe anghmat boih boeh.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Nihcae loe zok amthlam o pongah, minawk hoi angkom o ai; kami om ai angqai krang praezaek ah ni amhet o.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Kapring thungah phrohnawk to a aah o moe, caak hanah imphok kung tangzun to takaeh o.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
Nihcae loe kaminawk ohhaih ahmuen hoiah haek o moe, (kamqu hangh thuih baktih hangh o thuih; )
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
tahawt thung ih cathaeng khaw thungah oh o moe, longkhaw thung hoi lungsong khaw thungah a oh o.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Kapring thungah hrang baktiah hangh o moe, soekhring thungah nawnto amkhueng o.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Nihcae loe kamthu caa ah oh o, ue, khosak kasae kaminawk ih caa ah oh o moe, prae thung hoi haek ih kaminawk ah oh o.
9 Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Vaihi loe nihcae mah laa ang sak o thuih; ue, nihcae mah kasae thuih ih kami ah ka oh boeh.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Nihcae mah ang panuet o moe, kangthla ah ang oh o taak; ka mikhmai tamtui hoi pathoih hanah tongaah o ai.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Sithaw mah kalii hoiah ang kah moe, ang pacaekthlaek pongah, ka hmaa ah angsumhaih tawn o ai boeh.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
Ka bantang bangah thendoengnawk angthawk o moe, ka khok hae ang cawh o; kai amrohaih loklam to a sak o.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Ka loklam to phraek o moe, kai amtimh hanah azom o; nihcae bomhkung mi doeh om ai.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Nihcae loe kalen pui akhaw thungah kakun tui baktiah, kai amrosak hanah tha hoi kai khaeah ang cawnh o.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Zitthok hmuennawk to ka nuiah phak moe, takhi song baktiah ka hinghaih hnukah patom o; ka tawnh ih hmuenmae loe tamai baktiah anghmat boeh.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Vaihi ka palungthin koih boeh moe, patangkhanghaih aninawk mah ang naeh boeh.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Aqum mah ka huh hae thunh moe, thaqui kana ka pauep thai ai boeh.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Ka nathaih nung parai pongah, kaimah ih khubuen mah zaeng ih baktih toengah, ang zaeng caeng.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Anih mah tangnong thungah ang nuih, kai loe maiphu hoi tavai baktiah ni ka oh sut boeh.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
Ka Angraeng Nang khaeah ka qah, toe nang pathim ai; kang doet tahang, toe tiah doeh nang sah ai.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
Ka nuiah tahmenhaih na tawn ai; thacakhaih na ban hoiah nang pacaekthlaek.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Kai hae nang toengh tahang moe, takhi to nang thuengsak pongah, ka takpum hae nam rosak ving boeh.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Kahing kaminawk boih hanah na sak pae ih im hoi duekhaih thungah, nang caeh haih tih, tiah ka panoek.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
Sithaw mah amrohaih phaksak hanah ban phok naah, nihcae mah tahmenhaih hni o langla cadoeh, atho om ai boeh.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Raihaih tongh kami to ka qah haih ai maw? Amtang kami palung ka sae haih ai maw?
26 Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
Kahoih hmuen ka zing naah, kasae hmuen to angzoh; aanghaih ka zing naah, vinghaih to angzoh.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Kai ih pathin loe bet moe, anghakhaih om ai; patangkhanghaih aninawk loe kai tongh hanah angzoh o.
28 trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
Niduem naah palungsethaih hoiah ka oh; kaminawk amkhuenghaih ahmuen ah kang doet moe, ka hang.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Kai loe pahui puinawk ih nawkamya ah ka oh moe, bukbuhnawk ih ampui ah ka oh.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Ka nganhin loe amnum moe, ka huhnawk doeh kabae thuih pa ai boeh.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
Kai ih katoeng loe palungsethaih ah angcoeng boeh, kai ih tamoi doeh qahhaih lok ah ni angcoeng ving boeh.
