Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Akyire no, Hiob kasaeɛ, na ɔdomee ɛda a wɔwoo no.
2 og Job tog til Orde og sagde:
Ɔkaa sɛ,
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
“Ma ɛda a wɔwoo me no nyera, ne anadwo a wɔkaa sɛ, ‘Wɔawo ɔbabarima no!’
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Saa ɛda no nnuru sum; mma Ɔsoro Onyankopɔn nhwehwɛ akyire kwan; mma hann biara ntɔ ngu so.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Ma esum ne owusum nnye no mfa; ma omununkum nkata so; na esum mmunkam ne hann so.
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
Ma esum kabii nnye saa anadwo no mfa; ma wɔnyi saa anadwo no mfiri asranna so na wɔmmfa nhyɛ ɔbosome biara mu.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Saa anadwo no nyɛ obonini; mma wɔnnte anigyeɛ nteam wɔ mu.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Ma wɔn a wɔdome nna no nnome saa ɛda no; wɔn a wɔayɛ krado sɛ wɔbɛkanyane dɛnkyɛmmirampɔn no.
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Ma nʼanɔpa nsoromma nnuru sum; na ɔntwɛne adekyeeɛ kwa a ɔnhunu anɔpa owia nsensaneɛ a ɛdi ɛkan,
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
ɛfiri sɛ anto deɛ ɔwoo me awotwaa mu ama wawo me, anka mʼani nhunu saa abɛbrɛsɛ yi.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
“Adɛn enti na manwu awoeɛ hɔ, ɛberɛ a mefiri me maame awotwaa mu no?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Adɛn enti na nkotodwe gyee me ne nufoɔ sɛ mennum?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
Anka sɛsɛɛ meda hɔ asomdwoeɛ mu; anka mada regye mʼahome
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
me ne ewiase ahemfo ne fotufoɔ, wɔn a wɔsisii adan maa wɔn ho na ɛnnɛ yi abubuo no,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
me ne sodifoɔ a na wɔwɔ sika kɔkɔɔ, wɔn a wɔde dwetɛ hyɛɛ wɔn afie mu ma.
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
Anaasɛ adɛn enti na wɔansie me sɛ ɔpɔn ba, te sɛ abadomaa a wanhunu adekyeeɛ hann da?
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Ɛhɔ na amumuyɛfoɔ gyae basabasayɛ, na abrɛfoɔ nya ahomegyeɛ.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
Nneduafoɔ nso nya wɔn ahofadie; na wɔnte nnommumfoɔ wuranom ateatea bio.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Nketewa ne akɛseɛ wɔ hɔ, na akoa de ne ho firi ne wura nsam.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
“Adɛn enti na wɔma mmɔborɔfoɔ hann, na ɔkra mu ahohiahiafoɔ nya nkwa?
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
Wɔn kɔn dɔ owuo, nanso ɛmma. Wɔbrɛ hwehwɛ owuo sene sɛdeɛ wɔhwehwɛ akoradeɛ.
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
Sɛ wɔwu a, wɔn ani gye na wɔduru damena mu a, wɔdi ahurisie.
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
Adɛn enti na wɔde nkwa ma onipa a ɔnni daakye, deɛ Onyankopɔn aka no ahyɛ mu?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Ahomekokoguo adane mʼaduane; na mʼapinisie gu te sɛ nsuo.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Deɛ na mesuro no aba me so; deɛ na ɛbɔ me hu no ato me.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Menni ahotɔ, menni asomdwoeɛ; menni ahomegyeɛ na mmom, ɔhaw nko ara.”
