Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Akyiri no Hiob kasae, na ɔdomee da a wɔwoo no.
2 og Job tog til Orde og sagde:
Ɔkae se,
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
“Ma da a wɔwoo me no nyera, ne anadwo a wɔkae se, ‘Wɔawo ɔbabarima no!’
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Saa da no nnuru sum; mma Ɔsoro Nyankopɔn nhwehwɛ akyi kwan; mma hann biara ntɔ ngu so.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Ma sum ne owusum nnye no mfa; ma omununkum nkata so; na sum mmunkam ne hann so.
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
Ma sum kabii nnye saa anadwo no mfa; ma wonyi saa anadwo no mfi asranna so na wɔmmfa nhyɛ ɔsram biara mu.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Saa anadwo no nyɛ obonin; mma wɔnnte anigye nteɛmu wɔ mu.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Ma wɔn a wɔdome nna no nnome saa da no; wɔn a wɔayɛ krado sɛ wɔbɛkanyan dɛnkyɛmmirampɔn no.
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Ma nʼanɔpa nsoromma nnuru sum; na ɔntwɛn adekyee kwa a onhu anɔpawia nsensanee a edi kan no,
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
efisɛ anto nea ɔwoo me no awotwaa mu ama wawo me na anka mʼani renhu saa abɛbrɛsɛ yi.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
“Adɛn nti na manwu awoe hɔ, bere a mifi me na awotwaa mu no?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Adɛn nti na nkotodwe gyee me ne nufu sɛ minnum?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
Anka sesɛɛ meda hɔ asomdwoe mu; anka mada regye mʼahome
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
me ne wiase ahemfo ne fotufo, wɔn a wosisii adan maa wɔn ho na nnɛ yi abubu no,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
me ne ahenemma a na wɔwɔ sika kɔkɔɔ, wɔn a wɔde dwetɛ hyɛɛ wɔn afi mu ma.
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
Anaasɛ adɛn nti na wɔansie me sɛ ɔpɔnba, te sɛ akokoaa a wanhu adekyee hann da?
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Ɛhɔ na amumɔyɛfo gyae basabasayɛ, na abrɛfo nya ahomegye.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
Nneduafo nso nya wɔn ahofadi; na wɔnte nnommumfo wuranom ateɛteɛ bio.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Nketewa ne akɛse wɔ hɔ, na akoa de ne ho fi ne wura nsam.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
“Adɛn nti na wɔma mmɔborɔfo hann, na ɔkra mu ahohiahiafo nya nkwa,
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
wɔn a wɔn kɔn dɔ owu nanso ɛmma, wɔn a wɔbrɛ hwehwɛ owu sen sɛnea wɔhwehwɛ nnwetɛbona,
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
wɔn a anigye ahyɛ wɔn ma na wodu ɔda mu a wodi ahurusi.
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
Adɛn nti na wɔde nkwa ma onipa a ne kwan ahintaw, nea Onyankopɔn aka no ahyɛ mu?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Ahomekokogu adan mʼaduan; na mʼapinisi gu te sɛ nsu.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Nea na misuro no aba me so; nea na ɛbɔ me hu no ato me.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Minni ahotɔ, minni asomdwoe; minni ahomegye na mmom, ɔhaw nko ara.”
