Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Po tem je Job odprl svoja usta in preklel svoj dan.
2 og Job tog til Orde og sagde:
Job je spregovoril in rekel:
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
»Naj izgine dan, na katerega sem bil rojen in noč, v kateri je bilo rečeno: ›Tukaj je spočet fantek.‹
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Naj bo ta dan tema. Naj ga Bog od zgoraj ne upošteva niti naj svetloba ne sije nad njim.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Naj ga tema in smrtna senca omadežujeta. Naj oblak prebiva nad njim. Naj ga straši črnina dneva.
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
Glede tiste noči naj se je polasti tema. Naj ta ne bo pridružena dnevom leta, naj ta ne pride v število mesecev.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Glej, naj bo ta noč osamljena, naj noben radosten glas ne pride vanjo.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Naj jo prekolnejo tisti, ki preklinjajo dan, ki so pripravljeni dvigniti svoje žalovanje.
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Naj bodo zvezde njene polteme temne; naj oprezujejo za svetlobo, toda nimajo nobene niti naj ne zagledajo jutranjega svitanja,
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
ker ta ni zaprla vrat maternice moje matere niti pred mojimi očmi ni skrila bridkosti.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
Čemu nisem umrl v maternici? Zakaj nisem izročil duha, ko sem prišel iz trebuha?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Zakaj sem bil [vzet na] kolena? Ali zakaj [na] prsi, da bi sesal?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
Kajti sedaj bi mirno ležal in bi bil tiho; spal bi. Potem bi počival
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
s kralji in svetovalci zemlje, ki so zapuščene kraje gradili zase,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
ali s princi, ki so imeli zlato, ki so svoje hiše napolnjevali s srebrom,
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
ali ne bi bil kakor prezgodnji porod, kakor otročiči, ki nikoli niso videli svetlobe.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Tam zlobni odnehajo od nadlegovanja in tam bodo izmučeni pri počitku.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
Tam jetniki počivajo skupaj. Oni ne poslušajo glasu zatiralca.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Majhni in veliki so tam in služabnik je prost pred svojim gospodarjem.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Zakaj je svetloba dana tistemu, ki je v bedi in življenje zagrenjenemu v duši,
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
ki hrepeni po smrti, toda ta ne prihaja in koplje za njo bolj kakor za skritimi zakladi,
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
ki se silno razveseljujejo in so veseli, ko lahko najdejo grob?
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
Zakaj je svetloba dana možu, čigar pot je skrita in katerega je Bog ogradil?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Kajti moje vzdihovanje prihaja preden jem in moja rjovenja so izlita ven kakor vode.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Kajti stvar, ki sem se je silno bal, je prišla nadme in to, česar sem se bal, je prišlo k meni.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Nisem bil na varnem niti nisem imel počitka niti nisem bil tiho, vendar je težava prišla.«
