< Job 3 >

1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Då let Job upp munnen og banna fødedagen sin.
2 og Job tog til Orde og sagde:
Job tok til ords og sagde:
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
«Burt med den dag då eg vart fødd, den natt som sa: «Ein svein er avla!»
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Må denne dag til myrker verta - burtgløymd av Gud i høge himmel - og inkje ljos på honom skina!
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Lat svarte myrkret honom eiga og skyer seg kring honom samla! Dagmyrkjingar skal honom skræma
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
og myrkret gløypa denne natt! Burt med den natt frå årsens dagar, ho kome ei i månads tal!
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Ja, aud og tom skal natti verta og ingen fagnad i ho klinga;
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Dagbannarar skal henne banna, dei som kann mana upp Livjatan,
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Og morgonstjernor skal’kje skina; fåfengt ho venta skal på ljoset - augbrunerne av morgonroden -
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
av di ho ei livsdøri stengde på mor mi, so eg slapp for kval.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
Kvi døydd’ eg ei i moders liv? Ell’ slokna då eg rett var fødd?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Kvi fanst det kne som mot meg tok; og brjost eg kunde suga ved?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
So låg eg still og kvilde no, eg sov og hadde ro og fred
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
hjå kongar og hjå fyrstar, som til gravstad pyramider bygde,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
hjå hovdingar som åtte gull og fyllte sine hus med sylv;
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
ell’ ufødd var eg ikkje til, lik born som aldri ljoset såg.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Der rasar ei dei vonde meir; der kviler dei som trøytte er;
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
og fangarne er trygge der; dei høyrer ingen drivar meir.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Der stor og liten like er, og trælen fri for herren sin.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Kvi gjev han ljos til den som lid, og liv til deim som gremmer seg,
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
som fåfengt stundar etter dauden, og søkjer han som løynde skatt,
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
som gled seg, ja, som jublar høgt, og fegnast når dei finn ei grav -
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
til mannen som ei finn sin veg, som Gud set fast og stengjer inne?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Min sukk hev vorte daglegt brød, og klaga mi som vatnet strøymar.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Meg råkar det eg ottast fyre; det som eg ræddast, hender meg.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Snaudt fær eg fred, snaudt fær eg ro, snaudt lindring - so kjem uro att.»

< Job 3 >