Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Aftir these thingis Joob openyde his mouth,
2 og Job tog til Orde og sagde:
and curside his dai, and seide, Perische the dai in which Y was borun,
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
and the nyyt in which it was seid, The man is conceyued.
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Thilke dai be turnede in to derknessis; God seke not it aboue, and be it not in mynde, nethir be it liytned with liyt.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Derknessis make it derk, and the schadewe of deeth and myist occupie it; and be it wlappid with bittirnesse.
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
Derk whirlwynde holde that niyt; be it not rikynyd among the daies of the yeer, nethir be it noumbrid among the monethes.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Thilke nyyt be soleyn, and not worthi of preisyng.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Curse thei it, that cursen the dai, that ben redi to reise Leuyathan.
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Sterris be maad derk with the derknesse therof; abide it liyt, and se it not, nethir the bigynnyng of the morwetid risyng vp.
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
For it closide not the doris of the wombe, that bar me, nethir took awei yuels fro min iyen.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
Whi was not Y deed in the wombe? whi yede Y out of the wombe, and perischide not anoon?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Whi was Y takun on knees? whi was Y suclid with teetis?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
For now Y slepynge schulde be stille, and schulde reste in my sleep,
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
with kyngis, and consuls of erthe, that bilden to hem soleyn places;
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
ethir with prynces that han gold in possessioun, and fillen her housis with siluer;
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
ethir as a `thing hid not borun Y schulde not stonde, ethir whiche conseyued sien not liyt.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
There wickid men ceessiden of noise, and there men maad wery of strengthe restiden.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
And sum tyme boundun togidere with out disese thei herden not the voys of the wrongful axere.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
A litil man and greet man be there, and a seruaunt free fro his lord.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Whi is liyt youun to the wretche, and lijf to hem that ben in bitternesse of soule?
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
Whiche abiden deeth, and it cometh not;
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
as men diggynge out tresour and ioien greetly, whanne thei han founde a sepulcre?
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
Whi is liyt youun to a man, whos weie is hid, and God hath cumpassid hym with derknessis?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Bifore that Y ete, Y siyhe; and as of watir flowynge, so is my roryng.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
For the drede, which Y dredde, cam to me; and that, that Y schamede, bifelde.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Whether Y dissymilide not? whether Y was not stille? whether Y restide not? and indignacioun cometh on me.
