< Job 3 >

1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
2 og Job tog til Orde og sagde:
Og Job svarede og sagde:
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.

< Job 3 >