Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Te phoeiah Job a ka te a ang tih a khohnin te a tap.
2 og Job tog til Orde og sagde:
Te vaengah Job loh a doo tih,
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
Amah kah thang nah khohnin neh, “Tongpa a yom,” a ti hlaem khaw paltham mai saeh.
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Te khohnin te a hmuep la om palueng vetih, Pathen loh a so la toem pawt mako. Te dongah vangnah loh te soah sae boel saeh.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Te te hmaisuep neh dueknah hlipkhup loh suk saeh. A soah khomai yaal saeh lamtah, hlamhop hnin bangla let saeh.
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
Tekah hlaem te a hmuep loh lo saeh lamtah kum khat kah khohnin dongah a kohoe boel saeh, hla taenah dongah khaw kun boel saeh.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Tekah hlaem te pumhong la om saeh lamtah a khuiah omngaih laa cuen boel saeh ne.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Khohnin thae aka phoei thil tih, a coekcoe la Leviathan aka haeng loh, te te tap saeh.
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Hlaemhmah aisi khaw hmuep saeh lamtah, khosae te lamtawn cakhaw sae boel saeh, mincang khosaeng te hmu boel saeh.
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
Ka bungko thohkhaih te a khaih mai vetih thakthaenah he ka mik lamloh a thuh mai kolla.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
Balae tih bung khuiah ka duek pawh. Bungko lamloh ka thoeng tih ka pal hae.
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Balae tih khuklu loh kai n'doe, balae tih rhangsuk loh n'khut.
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
Ka yalh to palueng koinih la ka ip mong vetih ka duem lah ni.
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
Manghai rhoek neh a imrhong aka thoh diklai olrhoep rhoek taengla,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
Amih taengkah sui mangpa rhoek neh a im ah tangka aka hawn rhoek taengah.
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
Rhumpu bangla n'thuh kanoek vetih vangnah aka hmuh noek pawh camoe rhoek bangla ka om pawt mako.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Teah te halang rhoek loh khoponah a toeng uh tih thadueng aka bawt khaw pahoi duem.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
Thongtla rhoek te rhenten rhalthal uh tih, tueihno ol ya uh pawh.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Tanoe neh kangham khaw amah la om pahoi tih sal khaw a boei taeng lamloh sayalh coeng.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Balae tih thakthaekung taengah vangnah, hinglu khahing taengah hingnah a paek?
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
Dueknah hamla aka rhingda long khaw dang hae pawt tih kawn lakah te te a too.
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
Phuel a hmuh uh vaengah omngaihnah neh a ngaingaih la a kohoe uh.
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
A longpuei te hlang ham tah a thuh dae a taengah Pathen loh a mak pah.
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Ka buh hmai ah ka hueinah ha pawk tih ka kawknah he tui bangla pha.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Birhihnah neh ka birhih akhaw kamah m'vuei tih ka rhih nawn te khaw kamah taengah thoeng.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Ka dingsuek pawt tih ka mong pawh, ka duem pawt vaengah khoponah ha thoeng,” a ti.
